Ingen borgerpunkter på dagsordenen
VALLENSBÆK. På det seneste kommunalbestyrelsesmøde var DF alene om at ville give borgerne mulighed for at få et punkt på dagsordenen

Med henvisning til, at borgerne i Rødovre og Albertslund har mulighed for at få et punkt direkte på kommunalbestyrelsesdagsorden uden om et politisk parti, argumentede Kenneth Kristensen Berth fra Dansk Folkeparti på det seneste kommunalbestyrelsesmøde den 21. december for, at borgerne i Vallensbæk bør have den samme mulighed.
Ifølge Kenneth Kristensen Berth var forslaget et forsøg på at styrke interessen for det lokalpolitiske, også hvis man ikke er medlem af et politisk parti.
Dansk Folkeparti stod dog alene i sagen, og forslaget endte derfor med at blive stemt ned.

Bureaukratisk forslag
En af dem, der stemte imod forslaget, var Niels Jørgensen (V):
– Der er ingen af os, der er imod større borgerinddragelse. Men vi har allerede i dag gode muligheder for dette, og jeg har svært ved at se, hvad det her gør ekstra.
Søren Wiborg fra Socialdemokratiet kunne heller ikke bakke op om ideen:
– Det er et bureaukratisk forslag. Men jeg kan sådan set godt forstå, at I stiller det, når I ikke er her i byen hver dag.
Henrik Rasmussen (K), borgemester, mente også, at forslaget var overflødigt:
– Kommunalbestyrelsesmøderne er for mig meget seriøse møder, hvor vi beslutter ting, der har været behandlet seriøst i udvalg.
At de andre partier ikke bakkede op om forslaget, ærgrede Kenneth Kristensen Berth:
– Når man ikke kan støtte dette forslag, skylder man sig selv at stille spørgsmålet: hvad gør man så? For det er Tordenskjolds soldater, der møder op. Spørgsmålet er, om det er nok, at borgerne får mulighed for at stemme hvert fjerde år.

Konservative, Venstre og Socialdemokratiet stemte imod forslaget.
Dansk Folkeparti stemte for.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top