Lærerne i Vallensbæk: Det er da rart
Vallensbæk-Skole2.jpg
Ledelse af skolerne og de fysiske forhold i skolerne er blandt de områder, hvor forældrene er mindst tilfredse i Vallensbæk. Foto: Vallensbæk Kommune
VALLENSBÆK. Merete Randskov, formand for lærerne i Vallensbæk, er glad for forældrenes anerkendelse af lærernes arbejde

Syv ud af ti forældre er enten tilfredse eller meget tilfredse med skoletilbuddet i Vallensbæk.
Det viser den undersøgelse, som Rambøll har lavet for Vallensbæk Kommune, og det, forældrene er mest tilfredse med på skoleområdet, er lærernes og pædagogernes evne til at få børnene til at føle sig trygge. Herefter følger forældrenes tilfredshed med pædagogernes og lærernes evne til fagligt at udfordre børnene og motivere dem til at lære noget.
Med andre ord: Et stort flertal blandt forældrene er tilfredse med pædagogernes og lærernes arbejde. En tilkendegivelse, der i sagens natur glæder Mette Randskov, formand for lærerne i Vallensbæk:
– Det er da positivt, at forældrene er tilfredse med vores indsats, både i forhold til børnenes trivsel og i forhold til børnenes mulighed for at lære noget.

Tryghed er fundament
Det, der i særlig grad glæder Merete Randskov, er, at forældrene er så tilfredse med lærernes arbejde med få børnene til at føle sig trygge og trives:
– En væsentlig del af vores arbejde går ud på at skabe tryghed for eleverne. Det kan man som forældre ikke lige se, da det jo ofte foregår udenfor forældrenes synsfelt, og derfor er jeg glad for, at forældrene alligevel er så tilfredse med denne del af vores arbejde.
Men der lurer en konstant udfordring, mener Merete Randskov:
– Lærerne må hele tiden overveje om denne del af arbejdet, skal prioritereres. For med de ændrede arbejdsforhold, vi har fået, bliver vi nødt til at prioritere vores arbejdstid, og hvis vi skal have tid til småsnakke, løsning af konflikter og hvad der ellers bidrager til trivslen, så går det ud over den tid, vi har til at forberede os.
Dermed er forældrenes tilfredshed på området heller ikke en selvfølge:
– Det er naturligvis svært at sige, men man kunne godt forestille sig, når vi ikke har så meget til det, at forældrenes tilfredshed på længere sigt vil blive mindre.

De er dygtige
Ved siden af forældrenes tilfredshed med pædagogernes og lærernes evne til at skabe tryghed, er de også generelt set tilfredse med pædagogernes og lærernes evne til fagligt at udfordre eleverne. Også det glæder Merete Randskov sig over:
– Faktisk undrer det mig ikke så meget, for det er nogle fagligt dygtige lærere, vi har i Vallensbæk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top