Middelalderjul for fuld musik
DSC_1942.jpg
Lørdag var der julemarked i Middelalderlandsbyen, og man kunne blandt andet lave snobrød. Foto: Middelalderlandsbyen
BRØNDBY. Lørdag var der julemarked i Middelalderlandsbyen, og mange havde lyst til at være med

Lørdag blev det traditionsrige julemarked afholdt i Middelalderlandsbyen, og flere hundrede gæster dukkede op til markedet.
De besøgende børn og voksne kunne støbe tinsmykker, slynge armbånd, dyppe lys og lave gratis juledekorationer af skovens materialer.
Ligeledes kunne man prøve kræfter med snobrødsbagning og bueskydning.
Den gamle stavkirke genlød i løbet af dagen af julesalmer og historier om Kong Arthur og ridderne om det runde bord.
I landsbyens historiske huse solgte Middelalderlandsbyens Venner blandt andet kaffe, kage og æbleskiver, mens der blev tilberedt suppe på landsbyens nye kogeø.
De middelalderlige madvaner kunne desuden opleves ved landsbyens kvindehus, hvor der blev saltet og røget sild.
Middelalderforeningen Korsfarernes kampopvisninger trak desuden et stort publikum.
– Vi er meget glade for den store tilslutning i år og undskylder, at julemarkedet ikke var helt så idyllisk som vi kunne have ønsket, med byggehegn, udgravninger og entreprenørmaskiner i baggrunden, siger daglig leder Tonny Soltau og fortsætter:
– Til næste år lover vi, at idyllen er tilbage med et flot nyt formidlingscenter og ænder der rapper lystigt i det nye gadekær.

Følg byggeriet af formidlingscentret på www.facebook.dk/middelalderlandsbyen eller besøg Middelalderlandsbyen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top