Nej til pseudodemokrati
DSCF2004.jpg
Skal borgerne have mulighed for at få en sag direkte på kommunalbestyrelsens møde? Nej, mente et flertal i Brøndby. I aften skal kommunalbestyrelsen i Vallensbæk forholde sig til det samme. Foto: Kim Matthäi Leland
BRØNDBY. Et flertal i kommunalbestyrelsen stemte SFs forslag om, at borgerne kan få en sag på dagsordenen ned. Det er nemlig en symbolhandling, der kun vil skabe besvær

Borgerne i Rødovre har muligheden. Det samme har dem, der har adresse i Albertslund. Men bor du i Brøndby, kan du godt glemme det.
Nemlig muligheden for, hvis der er tilstrækkelig mange borgere, der ønsker det samme, at få en sag på kommunalbestyrelses dagsorden uden om et kommunalbestyrelsesmedlem.
Det besluttede et flertal i kommunalbestyrelsen i Brøndby onsdag aften.
Socialistisk Folkepartis Vagn Kjær-Hansen foreslog således på novembermødet, at man i Brøndby, i lighed med en række andre kommuner, skulle give borgerne for at få en sag på kommunalbestyrelses dagsorden uden om de lokale politikere. En sag, der i første omgang blev behandlet i ØU, og som altså onsdag i sidste uge skulle behandles endeligt.
Det var Vagn Kjær-Hansens håb, at et sådan initiativ kunne styrke det nære borgerdemokrati.
Men et politisk flertal bestående af Venstre og Socialdemokratiet vendte altså tommelfingeren nedad.
Således sagde Kent Max Magelund (S), borgmester med hensvisning til, at der ifølge ham kun har været ringe interesse for initiativet i Rødovre:
– Hvorfor bruge penge på noget, der ikke kommer i brug? Det er spild af borgernes penge. Der er, så vidt jeg har hørt, ikke mange borgere i Rødovre, der har gjort brug af det.
Den holdning var Mette Engelbrecht fra Venstre helt på linje med:
– Som kommunalbestyrelse er vi det repræsentative demokrati. Det her er symbolpolitik med et stort ressourceforbrug. Der skal også være fornuft i det.

Styrker dialogen
At flertallet var så afvisende overfor forslaget ærgrede Vagn Kjær-Hansen, der under debatten mente, at man også på lokalt niveau skal være opmærksom på, at der ikke skabes for stor afstand mellem politikerne og vælgerne:
– Jeg synes, det er ærgerligt at, Socialdemokratiet og Venstre ikke ville være med til, at 743 borgere kan sætte et forslag på kommunalbestyrelsens dagsorden. Jeg er sikker på, at den mulighed kunne være med til at mindske skellet mellem borgere og politikere. I Folketinget var der et flertal uden om S og V, som gennemførte et tilsvarende forslag. I Brøndby er S og V mange nok til at de kunne forhindre det.
Og tankegangen bag er, ifølge Vagn Kjær-Hansen, ikke blot et spørgsmål om at nå et bestemt antal borgere, men nærmere et ønske om at styrke dialogen:
– Både hvis et forslag rent faktisk når frem til at få 743 underskrifter fra borgere i Brøndby og sættes på dagsordenen i kommunalbestyrelsen. Men også når forslag længe inden de 743 underskrifter bliver taget op politisk, fordi vi politikere kan se at borgerne har en pointe.
For det er vigtigt, at politikerne lytter til borgerne, siger Vagn Kjær-Hansen:
-I SF lytter vi gerne til borgerne. Jeg er overbevist om, at en direkte adgang til, at borgerne kan komme med forslag til kommunalbestyrelsen, vil kunne gøre os politikere klogere. Jeg synes også, muligheden ville vise en åbenhed fra politikernes side, som borgerne af og til savner.
Derfor ærgrer det også Vagn-Kjær Hansen, at borgerne i Brøndby ikke får den samme mulighed som borgerne i for eksempel Rødovre:
– Det, som er tankevækkende, er, at et par af vores nabokommuner ser helt anderledes på muligheden. I Rødovre godkendte kommunalbestyrelsen forslaget uden at stemme om det i slutningen af august. I Albertslund var det Dansk Folkeparti og Venstre, som var imod for et par måneder siden.

Symboler har også plads
På mødet onsdag aften stod Socialistisk Folkeparti ikke alene med ønsket om at give borgerne muligheden for at få et punkt på dagsordenen.
Også Steen Andersen fra Enhedslisten bakkede op:
– Det kan godt være, det ser symbolsk ud. Men det er vigtigt også at støtte symbolerne. Derfor kan jeg godt støtte det, også selvom det måske giver noget bøvl.
Allan Runager fra Dansk Folkeparti mente også, forslaget burde stemmes igennem:
-Vi synes, det er en god ide, at lade dette forslag komme til.
Desuden undrede Allan Runager sig over Socialdemokratiets og Venstres argument om, at det ville koste mange penge og være til besvær:
-Jeg kan ikke forstå borgmesterens argument om, at det vil koste ressourcer. For det er vel først, når der faktisk er samlet 743 borgere, man skal bruge ressourcer på det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top