Vestegnsmesteren i FIFA fundet
fifa1.jpg
Mads Johansen fra Glostrup blev sidste år Vestegnsmester i FIFA. Foto: Jesper Ernst Henriksen
GLOSTRUP. Fredag eftermiddag og aften blev der spillet masser af FIFA 17 på biblioteket i Glostrup, hvor vestegnsmesteren i FIFA skulle findes

I midten af bibliotekets store sal står otte Playstation 4 med skærme. Foran hver skærm sidder to meget koncentrerede drenge og spiller FIFA 17. Ind i mellem hører man en af dem udbryde ”sådan” eller ”ja tak”, når de har scoret et mål. Og rundt om bordet går en kommentator og fortæller tilhørerne, der består af forældre, venner og deltagere, der holder pause, hvem der har scoret.
Hold som Barcelona, Real Madrid, Bayern München og Manchester City går igen, når man kigger på skærmene. Det er ikke usædvanligt, at Bayern München spiller mod sig selv. Det ene hold spiller selvfølgelig på udebane med udebanedragter, så man kan se forskel på de to hold. Der er dog også undtagelser. Et par italienske hold, Liverpool og Belgiens landshold.

Drenge på biblioteket
Dette er finalen, hvor vestegnsmesteren i FIFA 17 skal findes. Der har tidligere været kvalifikationsturneringer på bibliotekerne i syv kommuner på vestegnen, og i nogle kommuner endda kvalifikation til den turnering på kommunens klubber. Det, der er tilbage nu, er de 32 bedst FIFA spillere i klub-alderen på Vestegnen.
Det er Bjarne Nordberg Pedersen fra Glostrup Bibliotek, der har arrangeret finaleturneringen.
– Vi vil gerne have noget tværkommunalt samarbejde på bibliotekerne, og det her er en af måderne at gøre det på. Vi får også fat i nogle unge, som ellers ikke kommer så meget på biblioteker, siger han om baggrunden for turneringen.

Spil kanterne
Grunden til, at turneringen bliver afholdt i Glostrup er, at sidste års vinder er fra Glostrup. Det var Mads Johansen, og han er selvfølgelig med i finalestævnet igen.
– Jeg synes, det er sjovt. Det går meget godt ind til videre, jeg har vundet begge mine kampe, sagde han, da turneringen stadig var i sin indledende fase.
Han spiller som Bayern München, som han mener, er det bedste hold i FIFA 17, selvom de i virkeligheden ikke er helt ligeså stærke, som de var i sidste sæson.
– Det er ikke mit favorithold, men jeg synes, de har det bedste hold i FIFA 17. De har et komplet hold, hvor der er gode spillere over hele banen, siger han.
FIFA 17 er kun omkring en måned gammel, alligevel kender drengene det grundigt. Mads Johansen har et enkelt godt råd til spillet.
– Man skal nok lade være med at spille for meget ind midt i banen, det er dumt. Den skal ud på kanterne, siger han.
Mads Johansen fik også mulighed for at spille en omgang FIFA 17 mod verdensmesteren i FIFA, danskeren Mohamad Al-Bacha. Her tabte Mads 2-1. Han nåede heller ikke ikke i finalen i år, der blev spillet mellem to spillere fra Ballerup og vundet af Muhammed Fatih Üstün. Han vandt et stort trofæ og en Playstation 4 Pro.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top