50 års indvandring: Det har givet krydderi
cykel.jpg
Foto: Colourbox
BRØNDBY. På torsdag bliver 50 året for indvandringen til Danmark markeret i Brøndby. Den medførte flere krydderier på menuen, mener en af oplægsholderne
Muslimer og cyklister

Muslimer er mennesker,
som lever efter religionen islam.
Nogle af dem er cyklister,
og nogle af dem er danskere.

Men det er ikke alle cyklister,
der er muslimer,
og det er ikke alle danskere,
der er cyklister.

Ja,
det her er indviklet –
folk er forskellige.

© Niels Hav (digter, oplægsholder)

– De, der kom dengang for 50 år siden, og senere hen, bragte en kultur med sig, som blev blandet op med vores lokale traditioner. Der kom flere krydderier på menuen. Det at være dansk og dansker er i dag et meget mere rummeligt begreb, end det var for 50 år siden. De første, der kom, er for længst blevet danskere, med børn og børnebørn. Det er værd at fejre.
Sådan siger Niels Hav, digter og forfatter.
På torsdag taler han ved arrangementet 50 år med indvandring i Danmark. Historien om håbets rejse.
Et arrangement, der finder sted i Kulturhuset Kilden, og som markerer, at primært tyrkere, jugoslavere og pakistanere fra slutningen af 1960’erne kom til Danmark som såkaldte gæstearbejdere.
I 1981 skrev han novellen Tyrken, der fortæller om en dansk kvindes fantasi om en tyrkisk mand og hendes efterfølgende meddelagtighed i et overfald på ham.
En novelle, som siden hen er brugt i mange skolestile til at beskrive forholdet mellem nye og gamle borgere i Danmark.
Kvinden føler sig i første omgang tiltrukket af den opmærksomhed, hun får af den tyrkiske mand, men ender med at forråde ham. Dermed bliver hun et billede på den modstand mod det nye og givende, indvandringen har medført Danmark, mener Niels Hav:
– Der er i den grad grund til at fejre 50 året. Vi har nemlig fået en gave, for vi er blevet beriget af andre kulturer. Noget vi desværre ikke altid er opmærksom på.

Politisk tøven
Niels Hav er født i 1949 og har således været vidne til den indvandring, der er sket de sidste 50 år.
Emnet har han løbende forholdt sig til i sit litterære arbejde. En af de ting, han i den forbindelse har bidt mærke i, er en markant forskel mellem holdningen i befolkningen og den tilgang, politikerne har.
For mens befolkningen, ifølge Niels Hav, generelt set har været, og stadig er, nysgerrige efter at lære de nye borgere at kende, så har politikernes tilgang været en ganske anden:
– Langt de fleste danskere er venlige og nysgerrige og har et godt indtryk af indvandrerne. Politikerne derimod er tøvende.
Et eksempel herpå er en manglende politisk vilje til at anerkende indvandrerne som en berigelse af dansk kultur:
– Når der åbner en ny moské, som det har været tilfældet på blandt andet Nørrebro, møder statsministeren eller andre repræsentanter for regeringen ikke op. Det officielle Danmark er dermed ikke med til at glæde sig over og markere den berigelse af dansk kultur, som der herved sker.

Positive bidrag
En af de øvrige talere ved arrangementet, er Yildiz Akdogan, medlem af Folketinget for Socialdemokratiet.
Hun er født i Tyrkiet i 1973, men kom til Danmark som barn.
For hende er det, ved et arrangement som det i Kilden, men også i almindelighed, væsentligt at få formidlet et andet billede end det, man ofte møder i medierne og blandt nogle politikere:
– Vi hører alt for ofte om de negative historier i forbindelse med indvandring. Jeg synes, det er vigtigt, man i stedet tager udgangspunkt i de positive ting, indvandringen har ført med sig.
Her er indvandrernes bidrag til arbejdsmarkedet ikke til at komme udenom, siger Yildiz Akdogan:
– Dengang indvandrerne kom hertil, som for eksempel mine forældre, tog de mange jobs, som danskerne ikke ville have, og sådan er det stadig. Det er et positivt bidrag, det er værd at huske på.

Alle er mennesker
Når man skal forholde sig til indvandringen, eller som i dette tilfælde skrive om den, rejser det naturlige spørgsmål sig: Hvad skal man kalde de mennesker, der er tale om? Er de gæstearbejdere? Indvandrere? Muslimer? 2. og 3. G’ere?
Et spørgsmål, der ifølge Yildiz Akdogan tager afsæt i en forkert præmis:
– Med udgangspunkt i min egen mor har jeg mange gange beskrevet, hvordan hun først blev omtalt som gæstearbejder, så som fremmedarbejder og indvandrer og efter 11. september 2001 som muslim. Men det giver ikke mening. For bare i Tyrkiet, hvor hun kommer fra, findes der så mange forskellige kulturer og udgaver af islam, at det ikke giver mening at tale om det i ental.
Derfor bør man, mener Yildiz Akdogan, droppe kategorierne:
– I grunden ville det være bedst helt at stoppe med at bruge den slags beskrivelser af mennesker. For det bedste ville være, hvis vi så hinanden som medmennesker.

Noget fælles nyt
Hjemme hos Yildiz Akdogan bliver der talt dansk. Fordi det nu engang er bedst at tale det sprog, der benyttes i det land, hvor man bor.
Men at have del i en kultur udelukker ikke, at der er plads til flere samtidig:
– Vi skal kunne mødes på midten. For det vigtigste er, at alle føler sig som en del af fællesskabet.
På denne baggrund kan der faktisk opstå noget nyt:
– Vi har netop fejret nytår sammen i familien. Det, at vi gjorde det som familie, har nok noget at gøre med mine tyrkiske rødder. Men det var mændene, der lavede maden, og det har nok noget med den ligestilling at gøre, som man møder i Danmark.

Sammenhæng vigtig
Mahmut Duvarci taler også ved arrangementet på torsdag. Han er dansker med kurdiske rødder, da hans bedsteforældre kom hertil netop i 1960’erne som kurdiske gæstearbejdere.
Mahmut Duvarci arbejder i dag som advokat, og spørgsmålet om, hvorvidt hans kurdiske rødder har betydning eller ikke, afhænger af situationen:
– I mit daglige arbejde har det ingen betydning. Jeg arbejder i et internationalt miljø, hvor der ofte bliver talt engelsk, og der bliver ikke lagt mærke til, at jeg ikke hedder Michael. Sine kurdiske rødder, som noget specielt, tænker Mahmut Duvarci ikke meget på i hverdagen, med undtagelse af enkelte situationer:
– I grunden fylder det ikke så meget for mig. Et konkret eksempel fra hverdagen er, at jeg eksempelvis ikke spiser svinekød, og jeg bliver derfor nødt til at forholde mig til det i et vist omfang.

Burde være uinteressant
Ligesom Yildiz Akdogan mener Mahmut Duvarci også, at det principielt er uinteressant, om man også har andre etniske rødder end dansk. Men i praksis er det nødvendigt at have fokus på det:
– Det burde i grunden ikke være et problem. Men med de politiske tendenser, der er, er det desværre nødvendigt at forholde sig til problemstillingen.

Kommet langt
At det netop er i Brøndby, der bliver sat fokus på indvandringens historie, er ikke tilfældigt, mener Kent Max Magelund (S), borgmester:
– Sammen med Ishøj er Brøndby nok den kommune, der i flest år har arbejdet med det her, og efter omstændighederne synes jeg, vi er kommet langt.
Kent Max Magelund har netop læst den nye portrætbog om tidligere borgmester Kjeld Rasmussen, og ifølge ham giver den et billede af, hvordan der er blevet arbejdet med indvandring i Brøndby på godt og ondt.
Et arbejde der i store træk er gået godt, siger Kent Max Magelund:
– Vi har gjort meget. I flere år har vi for eksempel haft nogle gode boligsociale initiativer, som har haft god succes, med fællesskab og samarbejder, blandt andet en årlig Kulturweekend over 3 dage.

Har det godt sammen
Kent Max Magelund medgiver, at der i forbindelse med, at en stor andel af borgerne i Brøndby og i særdeleshed i Brøndby Strand, også har andre etniske rødder end dansk, nogle gange er problemer.
Han mener dog, man skal være varsom med at sammenkæde det etniske, da det oftest er sociale problemer, der er:
– De udfordringer, der er for nogle, for eksempel i forhold til uddannelse, beskæftigelse, kriminalitet m.m., er sådan set de samme ting, der gør sig gældende i forhold til etniske danskere.
Desuden mener Kent Max Magelund, at en undersøgelse fra efteråret 2016 viser, at der i dagligdagen ikke er de problemer med, at så mange med forskellig etnisk baggrund bor sammen:
– Tryghedsundersøgelsen fra sidste år viser, at beboerne i Brøndby Strand føler sig trygge. Det er således positivt, at dem, der bor op og ned af hinanden, har det godt sammen.

Tid til status
Hvorvidt det netop er 2017, der markerer 50 året for, at gæstearbejderne kom til Danmark er uklart.
For eksempel slår Jan Rose Skaksen og Bent Jensen i bogen Hvad ved vi om indvandring og integration? fra Rockwool Fonden fast, at indvandringen fandt sted i løbet af 1960’erne, men tog til i slutningen af 1960’erne. Men at fastsætte netop 1967 som et skelsår, er dog ikke muligt.
Det forhindrer dog ikke Mahmut Erdem (S), medlem af kommunalbestyrelsen i Brøndby, i at tage initiativ til arrangementet:
– Jeg synes, det er på tide at få belyst de positive og negative sider af indvandringen.
Mahmut Erdem, der har kurdiske rødder, kom til Danmark fra Tyrkiet i 1969 og havnede tilfældigt netop her.
Ifølge ham var de første år med indvandring en periode, hvor alle skulle forholde sig til en ny situation:
– De første, der kom hertil, troede, de blot skulle være her et stykke tid. Der manglede arbejdskraft, og de ville gerne et arbejde og tjene penge. Men det blev altså ikke kun for en periode, de opholdt sig her i landet.
Der er nu gået 50 år, og Mahmut Erdem mener, det er tid til at se på, hvad indvandringen har betydet for Brøndby, men også Danmark i helhed:
– Der er sket både gode og dårlige ting, og jeg håber, vi kan få alle aspekter frem på mødet. Det er vigtigt for mig, at vi belyser emnet så bredt som muligt, derfor har jeg for eksempel også inviteret alle partier i Brøndby til at komme og tale. Så alle holdninger kan komme frem.

Arrangementet finder sted torsdag den 12. januar kl. 17 til 21 og er åben for alle.
Det foregår i Kulturhuset Kilden.
Det er Komkar, Foreningen af arbejdere fra Kurdistan, der står bag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top