Danmark Rundt starter i Glostrup
DK-rundt.jpg
Sådan her så det ud sidste år, da et udbrud var af sted i Vallensbæk i PostNord Danmark Rundt. Foto: Jesper Ernst Henriksen
GLOSTRUP OG BRØNDBY. Når der i år skal køres PostNord Danmark Rundt er Glostrup det sted, hvor cykelløbet rigtig starter. Og tilskuerne kan godt forvente, at der bliver kørt til fra start

I år sker der en utraditionel ændring af ruten for PostNord Danmark Rundt. Løbet plejer at starte et sted i Jylland og slutte på Frederiksberg. Men det bliver omvendt i år. I anledning af, at Aarhus er Europæisk Kulturhovedstad i 2017 skal løbet nemlig slutte der. I stedet starter løbet så på Frederiksberg, men det er en såkaldt fiktiv start, forklarer løbsdirektør Jesper Worre.
– Vi vil helst starte i bymidten. Så kører vi neutralt ud af byen, hvor vi frigiver løbet, siger han.

Gennem Brøndby
I år går den fiktive start på Frederiksberg. Herfra kører feltet ad Roskildevej gennem Brøndby og videre ind på Hovedvejen. I Glostrup svinger feltet til højre ad Nørre Allé og fortsætter ad Mellemtoftevej. Herfra kører det lige over Nordre Ringvej og ind på Gamle Landevej, hvorfra de svinger til højre ad Smedeland.

Ud fra virksomhederne
På Smedeland bliver løbet givet frit ud for Naverland. Her vifter Jesper Worre med det røde flag og give løbet frit. Og han forventer, at der bliver kørt til fra start.
– Der er ingen tvivl om, at der er nogen, der vil prøve at stikke fra start. Der plejer altid at være nogen, der vil prøve at komme af sted fra start, så de kan tage bakkepoint undervejs på ruten. Så der er nok at se på fra start, siger Jesper Worre.
Derudover er der også en reklamekaravane, der kommer cirka en halv time før feltet.
Fra Smedeland kører feltet til venstre ad Fabriksparken og videre mod målet i Kalundborg.
Der er endnu ikke sat præcis tid på, hvornår løbet starter i Glostrup, men det bliver nok omkring en sen frokostpause, siger Jesper Worre.
– Det er tirsdag den 12. september, så vi håber på flot septembervejr og at folk vil komme ud af virksomhederne og kigge. De fleste steder kan medarbejderne godt få lov til at gå ud og kigge, når vi kommer forbi, siger han.

 

Update 11/9: Rytterne kommer formentlig igennem Glostrup omkring klokken 13. De kører fra Frederiksberg klokken 12.50. Karavanen kommer en halv time før rytterne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top