Frisør Rafn stopper efter 50 år
frisør1.jpg
Derya Ökmen overtager forretning fra Jørn Rafn. Foto: Jesper Ernst Henriksen
BRØNDBY. I 50 år har Jørn Rafn drevet frisør først på Diget og derefter på Kirkebjerg Torv, men nu går han på pension og overlader forretningen til Derya Ökmen, der glæder sig til livet som selvstændig

I 1967 købte Jørn Rafn sin første frisørsalon på Diget i Glostrup. Frisørfaget lå ikke langt fra ham, hans far havde nemlig haft frisørsalon på Hovedvejen i Glostrup siden 1939.
– Min far kom op til os i 71, husker Jørn Rafn.
I 1992 købte han frisøren på Kirkebjerg Torv, og i 2002 solgte han frisøren på Diget og koncentrerede sig om forretningen på Kirkebjerg Torv.
– Så jeg har været selvstændig i 50 år, siger han.
Han fylder 73 her i februar, og besluttede, at det nu var tid til at gå på pension.
– Min far blev ved til han var 67, og jeg ville jo gerne slå ham, siger han.
I forretningen på Kirkebjerg Torv bliver der snakket meget, når de faste kunder kommer ind. Det er en af de ting, Jørn Rafn godt kan lide ved frisørfaget.
– Det er ligesom at stå på en bodega, bare uden at folk er fulde. Men står og sludre hele dagen, så går tiden hurtigt. Men der er også fart på ind i mellem, siger han.

Ny som selvstændig
Jørn Rafn havde sidste arbejdsdag i lørdags. Mandag overtog Derya Ökmen forretningen. Hun vil gerne give den en modernisering, og forventer at åbne igen i midten af februar. Hun er uddannet frisør og har tidligere lejet sig ind i en anden forretning, men når hun overtager Frisør Rafn, bliver det hendes første egen forretning.
– Det er et perfekt sted, en passende salon til mig, siger hun.
I første omgang forventer hun at drive forretningen alene.
– Jeg glæder mig til at komme i gang, jeg har altid ønsket mig at være selvstændig, det er en drøm, der går i opfyldelse, siger hun.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top