Gammelt vandværk får nyt liv
vandværk.jpg
Glostrup vil gerne være selvforsynende med drikkevand. Foto: Sofie Holm Lauritsen
GLOSTRUP. Glostrup Forsyning er i fuld gang med at renovere og udvide kapaciteten på hovedvandværket, som ligger placeret bagest på forsyningens grund. Arbejdet forventes at være færdigt i løbet af sommeren 2017

Glostrup Forsyning har en vandindvindingsstrategi, som går ud på at Glostrup skal være 100 % selvforsynende med det drikkevand, som bruges i kommunen – hvilket svarer til en årlig indvinding på 1,3 millioner kubikmeter vand. Det regner Glostrup Forsyning med at nå i løbet af 2017. Men for at nå målet skal vandværket blandt andet udvides med 80 kubikmeter til en samlet kapacitet på 120 kubikmeter pr. time.
– Det ekstra vand får vi blandt andet fra tre nye boringer. Til at pumpe vandet har vi i øjeblikket tre pumper, som hver pumper 30 kubikmeter i timen. Men vi skal også have gjort plads til en ny pumpe, som alene kan give 90 kubikmeter i timen, siger Henrik Nicolaisen, afdelingsleder for Vand i Glostrup Forsyning.

Pas på dit drikkevand
Glostrup Forsyning har i alt tre vandværker (Hoved- Hjælpe- og Ejbyvandværk), som forsyner deres kunder i Glostrup Kommune med friskt lokalt drikkevand. Vandet kommer fra 13 boringer rundt omkring i Glostrup, hvor dybden heraf varierer fra 30 til 90 meter.
– Lokal indvinding af vand giver god mening. Når grundvandet indvindes i bynære områder, bruges der knap så meget energi på at pumpe vandet ud til kunderne. Selvom vandet bliver renset og filtreret skal vi stadig være bevidste om, at vi i Glostrup drikker det vand, som vi pumper op af jorden lige under vores fødder, fortæller Henrik Nicolaisen.
Glostrup Forsyning er ISO22000 certificeret, hvilket er en international standard for fødevaresikkerhed.
Ved at arbejde efter samme standart som fødevarebranchen sikres en optimal sikkerhed for rent drikkevand. Glostrup Forsyning tager løbende prøver for at sikre vandkvaliteten. Er du interesseret, finder du på Glostrup Forsynings hjemmeside et link til analyserne.

Processen
Der er udført mange forskellige opgaver i forbindelse med både at renovere og udvide vandværket. For eksempel har rentvandsbeholderen fået renoveret betonen over 100 små steder, hvor armeringsjernet var begyndt at ruste. Der er lagt en ny bund (dyssebund) af beton i filteret. Herefter er der lagt filtermateriale, som består af sten og sand. Det hele når op i cirka to meters højde, og er tilsammen med til at filtrene, kan håndtere større vandmængder. Når det hele står færdigt kan vandværket producere 120 kubikmeter pr. time.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top