Gode råd er gratis
IMG_0992-002.jpg
I Brøndby kan man få gratis, anonym rådgivning. Et godt tilbud mener Helle Thorius og Per Markussen. Foto: Brøndby Kommune
BRØNDBY. Den anonyme rådgivning i Brøndby får 200 henvendelser om året, og henvendelserne drejer sig om mange forskellige emner

I mange kommuner findes der i dag tilbud om anonym rådgivning, hvor familier helt gratis – og uden at blive registreret – kan få en snak med professionelle fagfolk om de problemer, som de tumler med.
I Brøndby får den anonyme rådgivning cirka 200 henvendelser om året.
Familierne henvender sig først og fremmest med problemer i familien som skilsmisse eller sygdom. Men også forældre, der bare er trætte af konflikter og dårlig kommunikation i familien, opsøger den anonyme familierådgivning, for at få gode råd.
– For et lille halvt år siden valgte vi at flytte vores ene rådgivningssted fra Tybjergparken til Kulturhuset Brønden. Kulturhuset ligger meget centralt, og vi vil netop gerne signalere, at det er let og ligetil at bede om hjælp for at få ens familie til at trives bedre, siger Per Markussen, leder af Familiehuset, der også står for den anonyme familierådgivning, AFR.

Hjælp i svær situation
AFR er et professionelt rådgivningstilbud til familier, børn og unge i Brøndby.
De 20 rådgivere, der er tilknyttet den anonyme rådgivning består af medarbejdere, der i det daglige arbejder med børn, unge og deres familier. De kommer med vidt forskellige baggrunde som psykologer, socialrådgivere, pædagoger, SSP-lærere og sundhedsplejersker. Men fælles for dem er, at de brænder for at hjælpe familier til at trives. Helle Thorius er en af de rådgivere, som forældre kan møde i den anonyme rådgivning.
– Forældre, der skal skilles, kommer for eksempel, for at tale om, hvordan de støtter deres børn bedst muligt igennem den ofte svære proces, fortæller hun.
Andre forældre beder om råd til børn og unge, der mistrives eller måske er i klemme mellem to kulturer eller de opsøger rådgivningen, fordi deres børn har vanskeligheder ved at sove eller spise.
– Vores familierådgivere kan hjælpe med gode konkrete råd samt at få overblik over de familiemønstre, der giver anledning til uro og bekymringer, som kan fylde alt for meget i hverdagen. Og jo tidligere man får talt tingene igennem og handlet, jo nemmere løser de sig oftest. Så jeg plejer at sige til familierne, at deres investering i familierådgivning både kan give et værdifuldt udbytte her og nu, og samtidig gøre de indbyrdes familierelationer stærkere på lang sigt, siger Per Markussen.
Man kan komme til samtale hos rådgivningen 3-4 gange, og få vejledning i den situation, man står i. Hvis der er brug for anden form for støtte, kan familierådgivningen også hjælpe familien videre. Det er gratis at bruge rådgivningen, og man kan som sagt henvende sig anonymt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top