Historier fra arkivet
HELE OMRÅDET. Vi har været en tur i vores arkiver og har fundet lidt gamle historier frem. Historierne kan være forkortet af redaktionen. Husk at du også kan komme forbi og finde de gamle aviser, hvis der er noget du lige står og mangler.

28. januar 1987
”Rytmegubberne” optræder på den store gymnastikdag i Vallensbæk
Vestegnens Gymnastikdag er en af Danmarks største gymnastikbegivenheder
vallensbæk. Vi har sat alle sejl til. Blandt andet er det lykkedes at få det verdensberømte svenske gymnstikhold, ”Rytmegubberne” til Vallensbæk på søndag. Det bliver en fantastisk oplevelse.
Siger en glad Peter Møller, der er en af hovedpersonerne bag den succesrige forening med 500 medlemmer. Vestegnens Gymnastikdag, der finder sted i idrætscentret mellem 12.00 og 17.00, er samtidig et farvel til Peter Møller i formandsrollen – og hviket farvel.
– 500 gymnaster fra 7 foreningervil sammen med de forventede ca. 600 tilskuere næsten overfylde Vallensbæk Idrætscenter, og dermed skabe nogle rammer, der er næsten uhørte ved gymnastikarrangementer her i landet, siger Peter Møller.
Deltagerantallet i Vestegnens Gymnastikdag er steget støt m.h.t. aktive og tilskuere siden den første i 1985, hvor 350 gymnaster og 300 tilskuere tilkendegav deres positive mening om samarbejdet på tværs af foreninger og kommuner.
Hidtil har det ”kun” været Vestegnsklubber der har stået på programmet, uden der overhovedet har været motionsherrer med, og det syntes vi er synd og skam. Derfor har vi i år været så usandsynligt heldige at få kontakt med vel nok verdens bedste og kendteste herremotions-showhold, ”Rytmegubberne”, fra Göteborg, der er kendt og elsket overalt fra tournéer og TV optrædener.
”Drengene” på dette hold leverer en forrygende gang show-gymnastik med en præcision og koordinering, man skal lede længe efter. Udover dette indslag er programmet spækket med god, smidig, spændstig, melodiøs, spændende og yndefylde rytme- og springhold fra mange af Vestegnens gymnastikforeninger, slutter Peter Møller.
Rik

29. januar 1997
Brøndby Hallen i Brians tegn
Fredagens boksestævne i Brøndby Hallen var et arrangement uden sidestykke i hallens historie
BRØNDBY. Da Brian Nielsen fredag aften gik i ringen for at forsvar sit verdensmesterskab mod amerikaneren Larry Holmes, var det uden sammenligning det største enkeltstående arrangement i Brøndby Hallens historie.
Inden det kom så vidt var gået lange forhandlinger mellem Brøndby Hallens direktør Finn Andersen og boksepromoter Mogens Palle. Da arrangementet definitivt var kommet i hus, begyndte så en kolossal planlægning af stævnet, et arbejde der kulminerede fra onsdag frem til fredag aften, hvor de første boksere gik i ringen.
Folkebladet fulgte Finn Andersen de sidste dage og timer op til stævnet.
Tob

31. januar 2007
Tilskud til mad
Politikerne i Glostrup har sagt ja til forældrebetalte madordninger i institutioner for de 3-6 årige, men mangler at tage endelig stilling til spørgsmålet om fripladstilskud
glostrup. Beslutningen blev endeligt vedtaget på kommunalbestyrelsens januarmøde. Det er op til institutionerne og forældrene i brugerbestyrelserne, om de vil benytte sig af muligheden.
– Men nu kan institutionerne rent faktisk gå ud og lave mad med brugerbetaling, og vi regner da med at mange vil gøre det, sagde formanden for børne- og skoleudvalget, Arne Christensen til Folkebladet i sidste uge.

Fripladstilskud
Der er som sagt loft over prisen.
Hvis der kun er tale om frokost, så må det højst koste 350 kr om måneden inklusiv råvarer og køkkentimer. Hvis der er tale om frokost og eftermiddagsmåltid, så må prisen højst være 500 kr.
Priserne er baseret på erfaringer med forældrebetalte madordninger i institutionerne Granskoven og Mejsebo.
Politikerne har endnu ikke afgjort, hvordan og hvor meget forældre med friplads skal betale.
– Vi har besluttet, at man kan give fripladstilskud. Men vi mangler at tage stilling til, om det skal være helt gratis, eller der skal være en minimumsbetaling.
– Man sparer jo trods alt noget, når man ikke skal lave madpakke, siger Arne Christensen.
Det spørgsmål berører faktisk temmelig mange familier. Omkring 25 procent af de 3-6 årige børn i kommunens dagtilbud får tilskud til friplads.

Køkkener skal op
For nogle institutioner er der det problem, at man ikke har de tilstrækkelige køkkenfaciliteter til at lave maden.
Arne Christensen lover, at det vil have en høj prioritet at få etableret de rigtige køkkenfaciliteter i de institutioner, der ikke allerede har det.
Kok

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top