Fredag 20. oktober 2017
Børnene i fem institutioner i Brøndby kan godt begynde at glæde sig til, at bevægelse bliver en fast del af hverdagen. Deres pædagoger er nemlig begyndt på et uddannelsesforløb. Foto: Heiner Lützen Ank
Institutionsbørn skal i bevægelse
BRØNDBY. Fem børnehuse i Brøndby bliver til idrætsinstitutioner, hvor fysisk leg og idræt tænkes ind det pædagogiske arbejde
Skrevet af Heiner Lützen Ank - 31. januar 2017, 08:28:35

Bevægelse, sport og fællesskab er vigtige begreber i Brøndbys selvforståelse som kommune.
Derfor har Brøndby Kommune valgt at omdanne fem børnehuse, Klydebo, Nattergalen, Påfuglen, Hvidtjørnen og Kærdammen, til såkaldte idrætsinstitutioner.
Inden man bliver certificeret og kan kalde sig en idrætsinstitution, skal personalet igennem et uddannelsesforløb, som netop er begyndt og løber gennem resten af 2017.

Først fem så flere
Under uddannelsen undervises personalet i, hvordan bevægelse tænkes ind i alle dele af det pædagogiske arbejde. Lige fra selvhjulpenhed til sprog, natur, relationer osv. Så fysiske lege og idræt bliver en stor del af børnenes hverdag i institutionen.
– Stadig flere undersøgelser viser, at fysisk aktive og motorisk dygtige børn ikke bare er sundere, men også klarer sig bedre i skolen og trives bedre socialt. Derfor er jeg glad for, at alle medarbejdere i de fem børnehuse nu får de helt specielle kompetencer, der skal til for at forvandle husene til idrætsinstitutioner, siger Charlotte Faldt Andersen, fagchef for dagtilbudområdet.
Initiativet skal med tiden gerne brede sig længere ud i institutionerne:
– Profilinstitutionerne kommer til at gå forrest i en udvikling hen imod endnu mere idræt og bevægelse hos de små børn i Brøndby, og de skal inspirere og motivere de øvrige institutioner til mere bevægelse, siger Charlotte Faldt Andersen.

Den 12. januar blev uddannelsen skudt i gang for de cirka 100 medarbejdere fra alle fem institutioner.
Det forventes, at institutionerne er idrætscertificerede i starten af 2018.
Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER