Fredag 20. oktober 2017
Dyreknoglerne, der ses her i bunden og toppen af graven, har gjort denne udgravning til en af de ti mest opsigtsvækkende i 2016. Foto: Jesper Ernst Henriksen
Jernaldergrav fra Hvissinge i top ti
GLOSTRUP. Jernaldergraven fra Hvissinge var blandt de ti mest interessante arkæologiske fund i Danmark i 2017
Skrevet af Jesper Ernst Henriksen - 17. januar 2017, 08:42:06

I slutningen af juli blev der fundet otte jernaldergrave i det nordøstlige Hvissinge, hvor der snart skal bygges nye villaer. Især en af dem, hvor der var begravet en kvinde i en båd, var særligt interessant. Kvinden blev nemlig begravet med to overskårne dyr. Og den særlige gravskik har givet graven en plads blandt de ti mest interessante arkæologiske fund i 2017.
– To af gravene var såkaldte bådgrave, hvor den afdøde er blevet gravlagt i en båd eller dele af en båd. Og en af disse to grave – i begge tilfælde kvindegrave – vidnede om en ganske dramatisk gravskik: Kvinden var nemlig begravet med to særlige dyreofre, et får og en høne. Dyrene var blevet hugget i to halvdele, hvorefter et halvt får og en halv høne var blevet placeret i hver sin ende af graven, der var dækket af store sten, skriver Slots- og Kulturstyrelsen i sin begrundelse for, hvorfor netop dette fund var interessant.

Forud for sin tid
Da graven først blev fundet, vurderede arkæologerne, at graven var fra cirka år 300. De er nu kommet frem til, at den er lidt ældre.
– Med i graven havde kvinden desuden fået flere dragtsmykker: fibler, hårnål, kniv, og beslag. Det er ud fra disse genstande, at arkæologerne har kunnet bestemme, at graven stammer fra de første cirka 150 år efter Kristus. Fundet er en sjælden kilde til jernalderens gravritualer på den københavnske Vestegn. Gravskikken – hvad angår kombinationen af bådgrave og dyreofringer – ser man i Danmark normalt ellers først senere i jernalderen og i vikingetiden, skriver Slots og Kulturstyrelsen.

Udstilling og foredrag
Det var Kroppedal Museum, der udgravede gravene for Glostrup Kommune. De holder i morgen, onsdag, et foredrag, hvor man kan høre mere om blandt andet fundet i Glostrup.
Lige nu er museet stadig ved at undersøge indholdet af graven. Det var nemlig så velbevaret, at man kan tage DNA fra menneskeknoglerne, der kan bruges i forskningsprojekter. Dyreknoglerne skal undersøges for snitspor og slagtespor.
Derefter håber Kroppedal Museum at kunne finde et permanent udstillingssted i Glostrup.
– Vi vil snarligt tage kontakt til kommunen og foreslå, at fundet bliver udstillet lokalt og kommer til at indgå i en fast lokal arkæologisk udstilling om Glostrups oldtid. Efterhånden har vi så mange fine fund fra kommunen, at det ville være synd ikke at formidle dem overfor borgerne, siger Lars Buus Graeser, museumschef på Kroppedal Museum.

Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER