Kælkebakke og støjvold
Af Else Nørgaard Kirkebakke Alle 12 2625 vallensbæk For enden af Kirkebakke Allé lavede Banedanmark sidste år det store anlægsarbejde med afsætning af areal til jernbanen. Og de eksisterende bakker blev anlagt som støjvolde for jernbanen. Alt sammen et flot stykke arbejde. Det eneste, der mangler, er støjvolde for enden af Kirkebakke Allé og over […]

Af
Else Nørgaard
Kirkebakke Alle 12
2625 vallensbæk

For enden af Kirkebakke Allé lavede Banedanmark sidste år det store anlægsarbejde med afsætning af areal til jernbanen. Og de eksisterende bakker blev anlagt som støjvolde for jernbanen. Alt sammen et flot stykke arbejde. Det eneste, der mangler, er støjvolde for enden af Kirkebakke Allé og over mod Vejlegårdsvej.
Der er frit udsyn til motorvejen. På borgermøder er det ikke kommet helt klart frem, hvorvidt kommunen kan få Banedanmark til at anlægge de sidste og afgørende støjvolde, eller om kommunen selv vil etablere nogle løsninger.
I de sidste tre dage er der blevet etableret en kælkebakke på langsiden af støjvolden. På skilte kan vi læse, at de store lastbiler har jordtilkørsel til kælkebakke. Det er fantastisk, at vi får reetableret den gamle kælkebakke.
Kan Folkebladet kaste lys over, hvem der betaler for kælkebakken, og om der er udsigt til, at der kommer en støjvold, som vi er så mange, der har ønsket i lang tid.

Svar
Af
Søren Mayntz (K), formand for Teknik- og miljøudvalget

Jeg har været i dialog med forvaltningen omkring Banedanmarks anlæg og hvor langt, de er i anlægsarbejdet. Ligesom jeg selv været forbi for at kigge på stedet. Efter det oplyste er Banedanmark stadig i gang i området, og der har endnu ikke været overlevering af arealet til Vallensbæk Kommune.
Hvis det viser sig, at der er mangler omkring støjvolden i Vallensbæk i forhold til før anlægsarbejdet, vil det selvfølgelig blive påpeget og skal udbedres af Banedanmark. Hverken kommunen eller jeg vil ikke acceptere, at borgerne stilles dårligere end før anlægsarbejdet. Støjbilledet er slemt nok i forvejen, det skal definitivt ikke blive værre på grund af Banedanmarks anlæg.
Kælkebakken anlægges af Banedanmark på deres bekostning som erstatning for den gamle.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top