Kulturhuset Brønden årets virksomhed
BRØNDBY. Kulturhuset Brønden har taget et ekstraordinært socialt ansvar, og det blev belønnet med prisen som årets virksomhed 2016

Kommunalbestyrelsen i Brøndby Kommune uddeler hvert år en pris til en virksomhed, der gør en særlig indsats for det rummelige arbejdsmarked. Årets prismodtager, Kulturhuset Brønden, blev fejret ved en prisoverrækkelse på Brøndby Rådhus torsdag.
Her fik Brøndbys kommunalbestyrelse lejlighed til at takke kulturhusets medarbejdere, fordi de påtager sig et ekstraordinært socialt ansvar ved at skabe større rummelighed på arbejdspladsen.

Rummelighed i centrum
Kulturhuset Brønden blev indstillet til årets virksomhed, for det gode samarbejde, der er mellem Job- og Aktivitetscenter Vestegnen og Kulturhuset Brønden om især Caféen i Kulturhuset Brønden.
Job- og Aktivitetscenter Vestegnen driver caféen i Brønden, hvor borgere med funktionsnedsættelser bliver tilbudt beskyttet beskæftigelse med tilknyttet pædagogisk personale.
Leder af Kulturhuset Brønden Jeanni Scalamonti benyttede anledningen til at takke for årets pris:
– Det er dejligt at være en del af en arbejdsplads, der ud over at byde på kunst og kultur også formår at tage et socialt ansvar. Vi håber, at prisen kan inspirere andre virksomheder og medarbejdere til at arbejde med social rummelighed. For os har det været en meget positiv oplevelse. Alle har brug for at blive set, hørt og brugt. Og vi kan jo se, hvordan disse mennesker vokser, når de bliver del af et hold og et fællesskab, hvor de hører til og føler de bidrager med noget værdifuldt.

Del af et fællesskab
Ingelise er en af dem, der nyder godt af kulturhusets ekstraordinære sociale ansvar.
Hun elsker at gå til hånde i kulturhusets café, hvor hun trives med både arbejdsopgaver, kolleger og brugere
– Jeg har ikke haft en eneste sygedag i to år og to måneder, fortæller en glad Ingelise, der var med til festlighederne på rådhuset.
– Jeg er nemlig så glad for at være i kulturhusets café, hvor der kommer så mange søde mennesker. Jeg går til hånde med alt muligt forskelligt. Jeg smører for eksempel sandwich, tørrer borde af og hjælper med opvasken. Det er meningsfyldt arbejde, og jeg kan mærke, at vi bliver regnet for noget.

Flere bidrager
De øvrige indstillede virksomheder fik også tak med på vejen for den store indsats og det sociale ansvar de udviser.
Det drejede sig om PTU`s Rehabiliteringscenter og Specialhospital, Ældrecentret Æblehaven, Vestegnens Sprog- og Kompetencecenter, Anker Hansen og Co. A/S og Lesjøfors A/S.
Det er medarbejdere fra Jobcenter Brøndby og Job- og Aktivitetscenter Vestegnen, der indstiller virksomheder til prisen som årets virksomhed.
De virksomheder, der er indstillet, har det til fælles, at de gør en særlig indsats for at være en rummelig arbejdsplads.
Det er derefter Kommunalbestyrelsen, der vælger årets virksomhed efter indstilling fra Beskæftigelsesudvalget.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top