Løbelys i mørket
IMG_5305.jpg
Der er kommet automatisk lys på atletikbanen på Krogagervej i Brøndby. Dermed kan alle bruge banen til løbeture i årets mørke måneder. Foto: Brøndby Kommune
BRØNDBY. Nyt lysanlæg, som brugerne selv kan betjene, gør det muligt at løbe efter mørkets frembrud på Brøndbys atletikstadion

Nu er det muligt at snøre løbeskoene og tage en rask løbetur i mørket uden fare for at træde forkert eller føle sig utryg.
På atletikbanen på Krog­agervej i Brøndbyvester er der nemlig opsat lys, så løbebanen kan oplyses efter mørkets frembrud. Ved en kontakt på redskabsskuret aktiverer man automatisk lyset i en time, og det kan man gøre fra kl. 06 og frem til kl. 23, hvor lyset slukkes.
– Vi vil gerne give rammerne for, at flest mulige kommer ud og rører sig. Med det nye lysanlæg på atletikanlægget udnytter vi faciliteterne mere, og borgerne får mulighed for at kunne løbe efter mørkets frembrud. På atletikstadion er det også nemmere at løbe sammen med andre, som man ikke nødvendigvis løber i samme tempo som. Men man får stadig en fælles løbeoplevelse, fortæller Kent Max Magelund (S), borgmester i Brøndby.

Lys giver liv på banen
Det nye løbelys gør det muligt at bruge faciliteterne, som ellers stort set ikke bruges i årets mørke måneder på grund af manglende lys.
Det er ikke mindst Atletikklubben Brøndby, der holder til på stedet, rigtig glade for.
– Både skoler, foreninger og almindelige motionister bruger atletikanlægget, men det har stort set ligget ubrugt hen i årets mørke måneder på grund af manglende lys. Nu kan det bruges året rundt, og vi kan allerede se, at folk har taget det til sig og bruger banen, når mørket er faldet på. Vi glæder os til at kunne tilbyde løb og atletik til vores medlemmer hele året, og vi håber for eksempel på snart at kunne starte et løbetilbud op, der retter sig mod løbeinteresserede motionister og borgere, der gerne vil give gang, jog og løb kombineret med styrke- og koordinationstræning en chance, siger Bo Rasmussen fra Atletikklubben Brøndby.

Brøndby Kommune vil også opsætte træningsredskaber i udkanten af atletikbanen, som kan bruges af alle banens brugere og Atletikklubben Brøndby.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top