Strandesplanaden snævres ind
BRØNDBY. En del af Strandesplanaden i Brøndby Strand indsnævres fra fire til to spor

For at imødekomme et ønske fra Vallensbæk Kommune vil Brøndby Kommune nu indsnævre den del af Brøndbys Strandesplanaden, der går fra grænsen mod
Vallensbæk til Dyringparken.
I løbet af første halvår af 2017 vil dette stykke af Strandesplanaden gå fra at være fire-sporet til at være to-sporet.
– Vi blev kontaktet af Vallensbæk Kommune, der er i færd med at planlægge indsnævring af Strandesplanaden i Vallensbæk. De så gerne, at vi på Brøndbys del fulgte trop. Det har vi nu valgt at gøre frem til Dyringparken og på en måde, der ikke spænder ben for de planer, som vi er ved at lave for hele området i Brøndby Strand. Vi skal i gang med et meget stort projekt for Brøndby Strand, hvor vi selv skal gentænke området. Men tanken om at indsnævre vejen er rigtig, derfor er dette en god løsning, hvor vi imødekommer Vallensbæk Kommunes ønske, samtidig med at vi på sigt kan arbejde os hen imod en helhedsorienteret løsning, forklarer borgmester Kent Magelund.
Der er en daginstitution og skole i Vallensbæk, der blandt andet vil få glæde af de reducerede hastigheder.

Hvide striber
Strandesplanaden vil i Brøndby primært blive indsnævret ved såkaldte spærreflader, som er hvide skraverede striber på vejbanen.
Højre- og venstresvingsbaner ved afkørslen ind til Børnehuset Uglebo og tennisbanerne beholdes.
Desuden etableres en venstresvingsbane ved krydset mellem Strandesplanaden og Dyringparken.
Man forventer, at Strandesplanaden bliver to-sporet i løbet af første halvår af 2017.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top