To nederlag i bowling
SPORT. Trekroners hold fra Glostrup spillede i weekenden mod topholdene, og det gik ikke så godt

Søndag var Trekroner på besøg i Rødovre, hvor de skulle møde 1. divisions tophold, Team BBS.
– Indrømmet, der var klasseforskel selv om Trekroner momentvis fik vist formen og markerede sig, siger Leif Mortensen.
Kun i 2. serie blev det til point, da man vandt serien med knebne 8 point.
I 3. serie satte Team BBS tempoet gevaldigt i vejret, og med et overskud på 193 kegler var der ikke noget at hente for Trekroner.
I de følgende serier satte Team BBS sig solidt på spillet og viste, at de var gode til at afslutte deres serier og dermed vinde de vigtige point.
Sejren gik fortjent til Team BBS med keglefaldet 4469 og 12 point, mens Trekroner fik 4076 kegler og 2 point. Det er Trekroners første nederlag efter seks kampe. Der resterer nu kun en kamp mod et andet tophold, SAS, som man skal møde i Glostrup.
Trekroners Peter Hansen var bedste Trekroner-spiller med 1128 kegler over seks serier.

Nederlag i 3. division
Holdet i 3. division var på besøg i Tårnby, hvor man trods alt sikrede sig 4 point ud af 14 mulige mod SAS.
SAS satte sig tungt på de 4 første serier. Først i 5. serie kom vægtskålen til at pege i Trekroners favør med 655 kegler mod 625 til SAS.
6. og sidste serie blev en gyser. SAS væltede 632 kegler, men Trekroner væltede akkurat 3 kegler mere og sikrede sig dermed 2 point i denne serie.
Samlet væltede SAS dog 4148 mod 4022 til Trekroner.
Morten Jensen blev højst scorende Trekroner-spiller med 1081 kegler over de 6 serier.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top