Søndag 22. oktober 2017
Til sommer kommer en anden type både, F18-både, til at fylde godt i Vallensbæk, for der skal nemlig være VM for F-18 i Vallensbæk.Faktisk kommer der så mange, at de ikke kan være i Vallensbæk Havn. Foto: Heiner Lützen Ank
Verden kommer til vandene ved Vallensbæk
SPORT. Til sommer mødes katamaransejlere fra hele verden til F18 Worlds 2017 på stranden i Vallensbæk. Forventningen er op til 200 deltagende både fra over 20 nationer
Skrevet af Heiner Lützen Ank - 17. januar 2017, 08:34:02

– Det bliver det største stævne i klubbens historie, fortæller Kenneth Bøggild, formand for Vallensbæk Sejlklub.
– Forberedelserne har været i gang i over et år, og alle sejl er sat, for der er meget, som skal være på plads, inden borgmester Henrik Rasmussen (K) kan skyde stævnet i gang den 10. juli.

Kan ikke være i havnen
F18 står for Formula 18. Det er to-skrogsbåde, katamaraner, der skal opfylde en formel for størrelse og højde. De skal være 18 fod lange, cirka 5, 5 meter, have en bredde på 2,6 meter og en 9,1 meter høj mast.
Dermed fylder de mindst 160 både fysisk meget, og kan ikke være inde på havnen, men må parkeres på stranden ved siden af, hvorfra de sø- og landsættes.
For at få plads til de mange både indhegnes et område på 250 meter langs strandbredden og ca. 50 meter op i klitterne mod klitvejen under stævnet.

Speedbådsfart for sejl
F18-bådene har en to-mands besætning. Som en af de få internationale klasser kan besætningen udgøres af enten to kvinder, to mænd eller en mand og en kvinde, præcis som Vallensbæk-teamet Penny Wyon og Jan Hedmann Jensen, der har lagt en stor indsats i at få VM-stævnet til landet.
Med den rigtige vind kan en F18 sejle op mod 45 km/t, ligeså hurtigt som mange speedbåde. Bagsiden er, at de let tipper over, så besætningen tit får sig en hovedkulds tur i vandet, men som regel har de to sejlere forbavsende hurtigt fået båden på ret køl igen og fortsætter racet.

Vallensbæk på søkortet
Et internationalt stævne som F18 sætter Vallensbæk på søkortet.
– Det lader sig kun gøre, fordi Vallensbæk Sejlklub har en stærk tradition for, at medlemmerne bakker op og lægger en stor frivillig indsats i projektet, og fordi Vallensbæk Kommune på alle måder støtter op om det, siger Kenneth Bøggild.
Når varselsskuddet til den første af stævnets sejladser lyder tirsdag den 11. juli kl. 11, er det således resultatet af halvandet års forberedelser, mange timers frivilligt arbejde og et tæt samarbejde mellem sejlklub, havn, kommune og Strandparken.

Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER