Affaldskampagne og historisk formidling vinder priser
Festivlabyhistorie1.jpg
Lokalhistorisk Arkiv havde et telt med ting fra Glostrups historie på festivalpladsen. Blandt andet for det arbejde fik de Direktionens Særpris. Foto: Jesper Ernst Henriksen
GLOSTRUP. Glostrup Forsynings affaldskampagne vandt Glostrup Kommunes pris for den bedste kommunikationsindsats i 2016. Lokalhistorisk Arkiv løb med Direktionens Særpris for deres formidling i jubilæumsåret

Glostrup Forsyning vandt kommunikationsprisen med deres kampagne for at forberede Glostrups borgere på en ny og meget anderledes affaldsordning, hvor borgerne i Glostrup skulle begynde at sortere glas, metal, plast og papir ud af deres dagrenovation.
Siden den nye ordning er trådt i kraft, har forsyningen tømt ca. 68.500 beholdere, og kun 0,05 procent er meldt som fejlsorteret. Det er flotte tal, og det tyder på, at Glostrups borgere har taget godt imod den nye affaldsordning.
I sin tale ved overrækkelsen sagde borgmester John Engelhardt blandt andet:
– Alle ved, hvor svært det kan være at ændre vaner og mønstre. Det er svært nok, når vi skal ændre vores egne vaner, men når man skal få andre mennesker til at skifte retning – endda uden de selv har bedt om det – så er det virkelig en udfordring. Den udfordring var Glostrup Forsyning helt bevidste om, så derfor valgte de at brugerinddrage 300 frivillige testfamilier otte måneder inden selve affaldsordningens opstart. Det er et eksemplarisk grundigt stykke forarbejde. Og det er et forarbejde, som jeg tror kan tilskrives en pæn del af æren for kampagnens flotte resultater. I har haft fuldt fokus på, at kampagnen skulle dække borgernes behov – og ikke jeres eget. I har lavet en velplanlagt, velforberedt og velgennemført kampagne – både på det strategiske niveau og på det udførende niveau. Godt gået. I har grund til at være stolte af jeres arbejde. Et stort tillykke med prisen.

Historisk formidling
Lokalhistorisk Arkiv modtog Direktionens Særpris for den helt ekstraordinære indsats omkring Glostrups 825 års jubilæum.
Kommunaldirektør Morten Winge begrundede prisen således:
– Lokalhistorisk Arkivs indsats i 2016 står som en milepæl i formidlingen af Glostrups historie. Glostrup har en lang historie, der er kendetegnet af en næsten eksplosiv udvikling især de sidste 150 år. Det er en historie, vi bør kende og være stolte af. Lokalhistorisk Arkiv har bevist, at historie bestemt ikke behøver at være tør eller støvet. Historie kan sagtens være både farvestrålende og aktiv. Tak for det.
Og det var selvfølgelig en glad arkivleder, der modtog prisen.
– Det er vi rigtig glade for, den anerkendelse i det store arbejde vi lagde omkring jubilæet. Vi synes selv, vi gjorde det godt, vi har også fået stor anerkendelse fra borgere og kollegaer, siger Camilla Lynggaard Boysen.
Hun modtog prisen sammen med arkivar Stine Berndt. De var begge glade for, at mange borgere, der normalt ikke er i kontakt med Lokalhistorisk Arkiv, kom forbi teltet.
– Særligt da vi var ude på festivalpladsen med cirkusteltet, kom der mange mennesker forbi. Der kom mange børnefamilier. Vi forsøgte formidling på en anderledes måde. Det samme med vores bog om mænd og øl, har vi forsøgt at gøre det på en anden måde. Inden for kulturlivet er det ofte kvinder, der slæber deres mænd og børn med, til kulturnatten var det mændene, der slæbte deres koner med til foredrag, siger Camilla Lynggaard Boysen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top