Bidt af Vestegnens mentalitet
præst.jpg
Jørgen Degn Bjerrum har fået et kontor som provst i Rødovre Centrum. Foto: Jesper Ernst Henriksen
GLOSTRUP. Det var egentlig ikke meningen, at Jørgen Degn Bjerrum skulle blive i Glostrup så længe, men han blev bidt af mentaliteten på Vestegnen, og blev i Glostrup i 16 år. På søndag holder han afskedsgudstjeneste i Glostrup Kirke

Jørgen Degn Bjerrum er vokset op på Djursland, har læst teologi i Aarhus, men fik sit første arbejde som præst i Glostrup. Det var lidt en tilfældighed, siger han selv.
– Jeg søgte, hvad der var at søge, så Glostrup var bare på listen. Jeg havde ansøgninger ude mange steder. Der var mange arbejdsløse teologer omkring år 2000. Jeg kan huske, at jeg søgte den i februar og så er vi helt henne i maj eller juni, og så ringer provsten og spørger, om jeg har lyst til at komme til en prøveprædiken. Jeg havde ikke fået andet, og det gjorde jeg så, husker han.
Det var også her, han fik den første smag på mentaliteten på Vestegnen. For mødet med menighedsrådet skulle helst gå lidt tjept, af en meget speciel grund.
– Der var en vigtig fodboldkamp den aften, så de skulle hurtigt igennem det møde, så jeg skød den hurtigt af og fik stillingen. Jeg troede ikke, at det var en stilling jeg ville have i 16 år, det er en meget anderledes måde at være præst på, end jeg troede, jeg skulle være præst. Glostrup Sogn er et kæmpe song, på det tidspunkt var det Danmarks største sogn. Så det er svært at lære alle folk at kende.

Glostrup er den rene vare
Når sognet er så stort, med mange ansatte, betyder det også, at præsterne kan koncentrere sig om at være præster.
– Jeg blev rigtig glad for at være præst i Glostrup, det er den rene vare, fordi det er så stort. Der er rigtig mange detaljer, man ikke behøver at tage sig af som præst. Det kører med organisterne, det kører med papirarbejdet og det kører med bygningsvedligeholdelsen. Jeg har præstekollegaer andre steder i landet, der bruger to dage på at skaffe en vikar for deres organist. I Glostrup er der tre fuldtidsansatte organister, der kan dække for hinanden. I Glostrup har man muligheden for at være præst og ikke alt-mulig-mand, det er fantastisk, siger Jørgen Degn Bjerrum.
Til sammenligning nævner han øen Mors i Limfjorden. Her bor der lidt over 20.000 mennesker, lidt færre end i Glostrup. Men der er 33 middelalderkirker med kirkegårde samt en del bevaringsværdige præstegårde, der alle sammen skal vedligeholdes. Med kun to kirker i Glostrup, kan kirkeskatten holdes nede og der er stadig penge til at lave en masse alternative ting.
– Vi har haft mulighed for at have et stort koncertbudget, der er orden på kirkegården, der er folk ansat og kontorerne er åbne, siger han.

Masser af frivillige
Sognets størrelse betyder også, at det er rimelig nemt at rekruttere frivillige.
– Jeg har været formand for menighedsplejen i otte år, pengene til menighedsplejen genererer vi i Kirkens Genbrug. Der er lidt løsere rammer for, hvordan vi bruger de penge, så vi lavede en juletræsfest. Det synes vi var sjovt, og der var 100 gæster her i 2016, siger han.
Juletræsfesten er en tradition 4. juledag, hvor folk kan komme til julemiddag i Østervangkirken.
Det er selvfølgelig et stort arbejde at arrangere sådan en begivenhed, og der er hvert år omkring ti frivillige, der bruge 3. og 4. juledag på at forberede festen.
– Det er helt vildt, at der er så mange frivillige. Men det er jo fordi, der er så mange at tage af. Vi har haft kampvalg til bestyrelsesposterne i menighedsplejen. Det finder man ikke mange steder i Danmark, siger Jørgen Degn Bjerrum.

Passer til Vestegnen
Glostrup Sogns størrelse passer perfekt til mentaliteten på Vestegnen og borgernes forhold til kirken.
– Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at der findes en vestegnsmentalitet, som man ikke kan læse sig til. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal beskrive den. Der er et mindset på Vestegnen, som folkekirkestrukturen på Vestegnen passer perfekt til, siger Jørgen Degn Bjerrum og prøver at forklare:
– Kirken er en selvfølge i manges øjne, men man går ikke i kirke om søndagen. Der er mange, der kun kommer til barnedåb, konfirmation, bryllup og begravelse og juleaften. Vi har fire gudstjenester i Glostrup Kirke og tre i Østervangkirken juleaften, hvor der er fyldt, siger han.
Vestegnen placerer sig mellem København og landet på en speciel måde.
– På landet, der ved man også, hvem præsten er. Jeg har stadig oplevet at være den nye præst efter 15 år. Folk kender mig ikke, det gør de på landet. Inde i København, der har folk meldt sig ud af kirken. Der ved de ikke, hvad for en kirke, der er deres kirke. Det gør man på Vestegnen, og der er ikke nogen, der skal røre ved deres kirke, siger han.

Blev provst
Jørgen Degn Bjerrum er blevet provst i Rødovre-Hvidovre Provsti fra 1. januar 2017.
Der er afskedsgudstjeneste i Glostrup Kirke søndag den 12. februar klokken 10.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top