Brøndby må vente lidt endnu på blødere vand
kalkvand.jpg
Anlægget her på Brøndbyvester Vandværk er lidt forsinket. Foto: Foto: Jesper Ernst Henriksen
BRØNDBY. Det nye blødgøringsanlæg på Brøndbyvester Vandværk er nu færdigbygget, men der går endnu nogle måneder, før det blødere vand kommer ud i hanerne

På Brøndbyvester Vandværk har der været fuldt tryk på byggeriet igennem det sidste år. Det gamle vandværk er moderniseret, og samtidig er der blevet indbygget et splinternyt anlæg, der skal blødgøre vandet, før det bliver sendt ud til borgerne. Målet var at levere blødere vand i Brøndby i marts 2017, men tidsplanen er skubbet nogle måneder.
– Vi arbejder lige nu på at få gennemtestet alle dele af anlægget, inden det for alvor skal sættes i drift, siger Frank Brodersen, direktør for Miljø&Samarbejder i HOFOR:
– Testene forløber, som de skal, men desværre har vi haft forskellige forsinkelser, og det er vi selvfølgelig meget kede af over for alle de forbrugere, der venter på at få blødere vand.
HOFOR kan først efter testfasen oplyse det præcise tidspunkt for, hvornår vandet bliver blødere i Brøndby.
Der er flere årsager til, at leveringen af blødere vand er udskudt. Blandt andet er byggeriet blevet forsinket af bygningsmæssige udfordringer, og en underleverandør har foretaget en større forkert leverance. Samtidig har HOFOR måttet indlægge længere tid end oprindeligt planlagt til test af IT-systemer og indkøring af den nye drift.
– HOFOR har orienteret os grundigt om årsagen til udsættelsen, og det må vi tage til efterretning, siger Vagn Kjær-Hansen, formand for Teknik- og Miljøudvalget i Brøndby Kommune.
– Det er rigtig ærgerligt, at vi må vente på det blødere vand. Jeg ved at mange glæder sig til, det kommer. Til gengæld har vi snart et top-moderne vandværk, hvor vi kan være sikre på, at alt fungerer som det skal.

Så blødt bliver det
Grundvandet i hovedstadsområdet er fra naturens side hårdt, da det dannes i den kalkrige undergrund. I Brøndby er hårdhedsgraden omkring 20˚dH. I mange områder i Jylland ligger hårdhedsgraden på omkring det halve, fordi undergrunden har en anden sammensætning (mere sandet). Med blødgøringsanlæg kan vi fjerne en stor del af kalken, så hårdheden kommer ned på cirka 10˚dH.
En familie på fire kan spare cirka 500 kr. om året, selvom prisen stiger en smule. For at få den fulde besparelse skal familien huske at indstille opvaskemaskinen efter blødere vand og bruge mindre sæbe, vaske- og rengøringsmidler.
Blødgøringen af vandet sker på et nyt anlæg på Brøndbyvester Vandværk. Det bliver det første store blødgøringsanlæg i Danmark. Teknisk set sker blødgøringen ved, at vandværket lader vandet løbe gennem et nyt afkalkningsanlæg. Her tilsættes stoffet natriumhydroxid og sand. Dele af kalken bliver herved bundet til sandkornene, som bliver til små kugler, der synker til bunds i anlægget. Kalkkuglerne kan bruges til blandt andet jordforbedring på markerne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top