Et mindretal af danskere i 2660?
IMG_2017-1.jpg
Foto: Heiner Lützen Ank
BRØNDBY. Et flertal i Folketinget har ved lov udtrykt bekymring for, at et flertal af beboerne i Brøndby Strand ikke er danskere. Mattias Tesfaye (S) og Kenneth Kristensen Berth (DF) er uenige om signalet, der bliver sendt

Torsdag vedtog et flertal i Folketinget bestående af Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Venstre og Det Konservative Folkeparti følgende:
”Folketinget konstaterer med bekymring, at der i dag er områder i Danmark, hvor andelen af indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande er over 50 pct. Det er Folketingets opfattelse, at danskere ikke bør være i mindretal i boligområder i Danmark.”
Det skete efter en forespørgselsdebat som Martin Henriksen (DF) havde rejst med afsæt i Brøndby Strand:
”Hvordan forholder regeringen sig til, at der i Brøndby Strand bor flere med indvandrerbaggrund end med dansk baggrund, og giver dette anledning til nye tiltag, som skal stoppe den voldsomme indvandring?”

Mange gode takter
Under debatten afslørede de to lokale folketingsmedlemmer Mattias Tesfaye (S) og Kenneth Kristensen Berth (DF) at de havde en meget forskellig opfattelse af Brøndby Strand.
Således sagde Mattias Tesfaye blandt andet:
– Der bor 80 forskellige nationaliteter i Brøndby Strand. Der er en kraftig stigning i andelen af unge, der består dansk og matematik, fra den lokale skole, som af Cepos såmænd er blev udråbt som en af de få skoler i Danmark, der gør det rigtig, rigtig godt med at løfte eleverne. Der er en kraftig vækst i andelen af unge, der får en ungdomsuddannelse. Området er ikke på ghettolisten.
Men indrømmede også, at området er mærket af problemer:
– Men lad mig så samtidig sige meget klart og være meget ærlig: Brøndby Strand er også historien om særlig firsernes og halvfemsernes totalt fejlslagne boligpolitik, udlændingepolitik og integrationspolitik, altså beslutninger, der blev truffet her på Christiansborg. For få dage siden modtog jeg en besked fra en kvinde i Brøndby Strand, hvis far var blevet overfaldet af nogle unge rødder med indvandrerbaggrund nede på stationen. Hun savner lokalpolitiet og undrer sig over, hvad de unges forældre laver. De sidder nok op i lejlighederne og ser fjernsyn fra udlandet.

Forbyde Hizb ut-Tahrir?
Det trods alt positive syn på Brøndby Strand kunne Kenneth Kristensen Berth på ingen måde genkende. Desuden mente han, at Mattias Tesfaye og Socialdemokratiet har et ansvar for forforholdene i Brøndby Strand:
– Jeg kan godt mærke, at hr. Mattias Tesfaye forsøger at lave sådan en form for hyggemultikultur. Det er det billede, han forsøger at tegne. Men, hr. Mattias Tesfaye: Der er gevaldige problemer i Brøndby Strand, og hvad har hr. Mattias Tesfaye tænkt sig konkret at gøre ved dem? Hizb ut-Tahrir nævnte hr. Mattias Tesfaye selv. Er hr. Mattias Tesfaye indstillet på at stemme for et forslag om at forbyde Hizb ut-Tahrir?
Et spørgsmål Mattias Tesfaye gav følgende svar:
– Jeg kan også fortælle Dansk Folkepartis hr. Kenneth Kristensen Berth, som jeg ved bor lige rundt om hjørnet i nabokommunen, at Socialdemokratiet i Brøndby er fuldt opmærksom på, hvordan man kan inddæmme Hizb ut-Tahrir i kommunen, og gør et fremragende stykke arbejde med at sørge for, at Hizb ut-Tahrirs organisation ikke slår rødder i Brøndby Strand.
Spørgmålet om, hvorvidt Mattias Tesfaye vil være med til at forbyde Hizb ut-Tahrir, mente Kenneth Kristensen Berth dog ikke, han fik svar på.

Taler lige ind i konflikt
Da Folkebladet efterfølgende spørger de to lokale folketingsmedlemmer, hvad de siger til debatten, har uenigheden ikke fortonet sig.
Således siger Mattias Tesfaye:
– Vedtagelsen af den her lov er ekskluderende. Det er ret vildt, for der er et politisk flertal, der siger til de unge i området, at de ikke er danskere.
En holdning, der ifølge Mattias Tesfaye kan være farlig:
– Der er mange af de unge i foreksempel Brøndby Strand, der er i konflikt med sig selv, og så siger et flertal til dem, at vi ikke ser på dem som danskere. Det er simpelthen at tale lige ind i de konflikter, der er i forvejen.
Under debatten slog Mattias Tesfaye fast, at der også er problemer i Brøndby Strand, og efterfølgende siger han:
– Der er helt sikkert nogle mennesker i Brøndby Strand, der ikke opfatter sig som dansker, men det er ikke flertallet.
Efter debatten fastholder Kenneth Kristensen Berth, at Mattias Tesfaye overser nogle vigtige pointer:
– Mennesker med flygtning- og indvandrerbaggrund er i flertal i Brøndby Strand. Dermed kommer folk til at føle sig fremmedgjort i deres eget land.
Og det kan skabe problemer, mener Kenneth Kristensen Berth:
– I sådan et tilfælde bliver integrationen besværliggjort.
Under debatten i Folketinget blev Brøndby Strand kædet sammen med den øgede flygtningetilstrømning til Danmark. Selvom Brøndby som nul-kommune ikke skal modtage flygtninge, mener Kenneth Kristensen Berth stadig det gælder om at være på vagt:
– Et område som Brøndby Strand vil kunne tiltrække nogle af flygtningene. For når de er færdige med deres integrationsprogram, kan de flytte hverhen de vil, og så kan de for eksempel flytte til Brøndby Strand.
Til spørgsmålet om, hvorvidt man, som Mattias Tesfaye mener, man med en vedtagelse som denne hænger nogle mennesker ud, siger Kenneth Kristensen Berth:
-Det kan da godt være, man støder nogle på manchetterne, men sådan må det være.

Statsborgerskabet
Folkebladet har ikke kunnet skaffe det præcise tal for, hvor mange statsborgere, der bor i Brøndby Strand. Men ved det seneste folketingsvalg var der 8438 personer, der var stemmeberettigede ved valgstedet Kulturhuset Brønden. Dermed kunne noget tyde på, at antallet af danske statsborgere er noget over 50 procent.
Det er dog ikke afgørende, siger Kenneth Kristensen Berth:
– Dybest set er det ikke afgørende. Der skal mere til at være dansk, og vi må altså konstatere, at indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande er i flertal i Brøndby Strand. Og samlet set er der givet alt for mange statsborgerskaber.

Folkebladet har spurgt Karen Ellemann, medlem af Folketinget for Venstre i Brøndbykredsen, hvad hun siger til vedtagelsen af lovforslaget. Hun har meddelt, at hun ikke har mulighed for at bidrage.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top