Glostrup nummer ét blandt de kommuner danskerne helst vil bo i
GLOSTRUP. Er du en af de flyttelystne danskere som har oprettet en boligsøgerannonce eller søgeagent, så er der en god chance for, at du har søgt på Glostrup. For Glostrup er nemlig den mest populære kommune i landet, viser ny analyse fra Boligdeal.dk

Glostrup er en attraktiv bosætningskommune. Det dokumenterer Boligdeal.dk’s nye analyse af, hvilke kommuner danskerne helst vil bo i.
Ifølge analysen er Glostrup Kommune den mest efterspurgte kommune i landet, når flyttelystne danskere opretter en boligsøgerannonce eller søgeagent og angiver, hvor i landet de kunne tænke sig at bo.
– Som glostrupborger – og stolt borgmester – er det svært ikke at dele danskernes begejstring for Glostrup. Vi er en tryg kommune med gode institutioner og skoler, flotte parker og naturområder, fabelagtig infrastruktur og et stærkt foreningsliv. Og så er der kun 15 minutter til centrum af København. Samtidig er vi jo ved at tage et tigerspring ind i fremtiden med letbanen og hele udviklingen af vores bymidte. Vi er på mange måder ved at blive Vestegnens naturlige midtpunkt, siger John Engelhardt (V), borgmester i Glostrup Kommune.

Sådan er analysen lavet
For at nå frem til listen over de mest populære kommuner har Boligdeal.dk analyseret 160.000 boligsøgerannoncer og boligsøgeragenter, som boligsøgere har oprettet fra den 1. oktober 2015 til 1. oktober 2016. Antallet af boligsøgninger er efterfølgende reguleret for antallet af indbyggere i den pågældende kommune for at gøre tallene sammenlignelige.
Da cirka 700.000 danskere flytter hvert år, giver de 160.000 søgninger et repræsentativt billede af, hvor danskerne ønsker at bo.
Analysen baserer sig således ikke på de mere tilfældige søgninger efter boliger, som brugerne har lavet i databasen, men på de meget konkrete og veldefinerede ønsker til geografi, som brugerne har beskrevet på deres profiler.

Top 10
1. Glostrup
2. Vallensbæk
3. Frederiksberg
4. Rødovre
5. Herlev
6. Solrød
7. Ishøj
8. Brøndby
9. Dragør
10. Hvidovre

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top