Hvad er acceptabelt, Tesfaye?

Mattias Tesfaye og Brøndby-kb-medlem Youssuf Idiab svarede på mit indlæg her i avisen den 14. februar 2017. Men der var ikke meget svar over det, fra Tesfayes side. Idiab hævder, at Naser Khader er en løgnhals – og det må de to så finde ud af sammen, men bekræftede i øvrigt sit velkendte syn på Israel.
Så lad mig nu høre, hvad Mattias Tesfaye mener om nedenstående – eftersom Youssuf Idiab jo selv har lagt tingene på sin hjemmeside, må man jo gå ud fra, at han bakker op om det.
Så hvad mener du om dette, Tesfaye:
Er det foreneligt med at være kommunalbestyrelsesmedlem for Socialdemokratiet, at man med jævne mellemrum ukritisk deler oplysninger fra tv-stationen al-Quds, der er kendt for at sympatisere med Hamas, der står på den europæiske terrorliste, på sin facebookside?
Er det Socialdemokratiets politik, at Israel er en apartheid-stat, hvor arabere ingen rettigheder har?
Er det rimeligt at et socialdemokratisk kommunalbestyrelsesmedlem konsekvent lægger videoer ud, der viser angivelige overgreb mod palæstinensere – men ikke på noget tidspunkt synes at have ænset at der foregår terrorangreb mod israelere – endsige at have taget afstand fra sådanne og dermed fremstiller et fuldstændigt ensidigt billede af situationen?
Er det Socialdemokratiets opfattelse, at Bush-administrationen planlagde 11. september 2001?
Og er det Socialdemokratiets opfattelse, at Israel ikke har ret til at eksistere?
Når jeg spørger om det sidste, så skyldes det jo, at Idiab i sit indlæg den 14. februar erklærer, at han er modstander af zionismen – altså den opfattelse, at jøderne har ret til et hjemland?
Så Kære Mattias, kan man repræsentere Socialdemokratiet uden at acceptere eksistensen af Israel og kan man repræsentere Socialdemokratiet, hvis man ikke tror, at al-Qaeda stod bag terrorangrebet den 11. september 2001 men at det var den amerikanske regering, der stod bag?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top