Mindeord: Ove Bjerregaard-Madsen
GLOSTRUP. En kriger har kæmpet den sidste kamp

En af de mest markante skikkelser i Glostrups lokalpolitik gennem de sidste 35 år gik bort lørdag den 28. januar.
Ove Bjerregaard-Madsen efterlader sig Anni og børn, som vores tanker går til i denne stund.
Ove blev valgt første gang i 1981 og repræsenterede gennem sammenlagt 28 år forskellige partier i Glostrups kommunalbestyrelse, herunder hans egen Glostruplisten.
Jeg sad i kommunalbestyrelsen med Ove i mange år, og vi har kæmpet mange kampe sammen. I Oves sidste periode oplevede vi endda sammen at udgøre en del af det flertal, der betød afslutningen på 80 års socialdemokratisk styre i Glostrup. Som en del af den konstitueringsaftale, vi indgik, fik Ove indført, at vi skulle have en borgerrådgiver i kommunen. Så den meget velfungerende borgerrådgiver-funktion, vi har i dag, kan føres direkte tilbage til Oves personlige kamp for at sikre alle borgere i kommunen en ligeværdig og juridisk korrekt behandling.
Gennem alle årene udmærkede Ove sig ved sin ihærdighed for at beskytte den lille mand, de udsatte borgere. Hans sociale engagement var stort, og det tog blandt andet sit udgangspunkt i den bokseklub, hvor han i mange år var træner og formand.
Man kan sige, at han var en kriger, der aldrig gik af vejen for en kamp, der skulle kæmpes.
Ove vandt min og andres respekt gennem sit politiske arbejde og sit utrættelige virke, og her ved afslutningen for Ove er det på plads at udtrykke den respekt med et kraftfuldt:
Æret være hans minde!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top