Fredag 20. oktober 2017
Rikke Andersen bliver ny daglig leder på Isfuglen. Foto: Mia Mezin
Ny privat institution i små, trygge rammer
GLOSTRUP. Trygge institutioner har netop åbnet institutionen Isfuglen i Glostrup. De tilbyder en mindre enhed end de offentlige alternativer
Skrevet af Jesper Ernst Henriksen - 7. februar 2017, 08:53:14

I går, mandag, gik de første sikkert spændte børn gennem døren til Glostrups nyeste institution, Isfuglen, der er en del af den private kæde Trygge Institutioner.
Kæden har fokus på at have mindre institutioner, hvor børnene kender alle de ansatte, hvilket giver mere tryghed.
– Trygge institutioner åbnede den første institution i 2011 på Østerbro. Vi havde et ønske om at starte nogle institutioner, som ligger i lidt mindre rammer, end dem der normalt er i Københavns kommune, hvor de har nogle kæmpe institutioner med op til 1000 børn, siger Jacob Jessen, overordnet leder i Trygge Institutioner.
Isfuglen ligger i lokaler på Dalvangsvej lige ved siden af Spar, hvor der også tidligere har været daginstitution. Lokalerne er over de sidste par måneder blevet renoveret og står nu klar til masser af nye børn. Det er planen, at institutionen skal have plads til 26 vuggestuebørn og 32 børnehavebørn, men så mange startede der ikke i går. Institutionen starter stille og roligt op over de kommende måneder.
– Vi prøver at holde fast i nogle af de gamle dyder, ikke i forhold til indholdet, der er vi top moderne, men i forhold til rammerne. Det vi kan er de lidt hjemlige rammer, det der med at have små enheder, hvor der er genkendelighed for børnene. Vi har for eksempel rigtig mange søskende børn, det gør, at der er færre familier i institutionerne. Der giver en hyggelig ’alle kender alle’ stemning, hvor det er rart at komme, siger Jacob Jessen.
Det er selvfølgelig rart for børn at komme til nogle kendte ansigter, men det er også rart for forældrene, mener Jacob Jessen.
– Alle pædagoger kan svare på, hvordan dit barn har haft det i dag, fordi alle har set dit barn i løbet af dagen. Det er ikke hverdagskost i institutioner i dag.

Kendt leder og nye folk
Rikke Andersen bliver daglig leder på Isfuglen. Hun har tidligere været med til at starte en anden afdeling af Trygge Institutioner op, og det er den erfaring, hun tager med til den nye institution.
– Jeg ved, hvad der er anderledes ved Trygge Institutioner, hvordan vi arbejder pædagogisk, hvordan det er at starte op, hvordan vi modtager forældrene, når de skal have deres børn ind ved os. Den stemning, der er i Trygge Institutioner, kender jeg og kan give videre til de nye, der kommer her, siger hun.
Glostrup Kommune fører tilsyn med institutionen, og har blandt andet stillet krav om, at mindst 60 procent af personalet er uddannede pædagoger.
– Det er første gang, vi oplever det. Med 60 procent pædagoger, så holder man i hvert fald et højt pædagogisk niveau, siger Jacob Jessen.

Print This Post Print This Post
En kommentar til “Ny privat institution i små, trygge rammer
  1. Pingback: De bedste børnehaver i København: Trygge Institutioner

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER