20 år med musical i Brøndby
musical.jpg
Musicalen i år i Brøndby havde overskriften ”Burhøns” og musik af Gnags. Foto: Steen Larsen
BRØNDBY. I den forløbne uge opførte Brøndby musicalen Burhøns og igen i år var det et veloplagt og trofast publikum som overværede de fem forestillinger

Igennem de 20 år, hvor Brøndby Musical hvert år har opført en ny musical med unge skuespillere og musikere, er der vist mange store og flotte opsætninger af særdeles høj kvalitet. Det er en bred vifte af forskellige forestillinger der har været på plakaten fra kendte som Grease og Fame over forestillinger som er skrevet specielt til Brøndby Musical for eksempel Black and White, Be Frank og Haven og de sidste tre år har der været fokus på musik fra kendte danske bands – Gasolin teaterkoncert, TV2 og i år Burhøns med musik af Gnags.
Det har været vigtigt for ungdomsskolen og musikskolen at sætte de unge ind i en professionel ramme med alt hvad det indebærer som for eksempel instruktør, sanginstruktør, kapelmester og koreograf. De unge skal have følelsen af ”rigtigt teater”. Derudover er værdier som fællesskab, tryghed, og tro på egne evner nøgleord. Det skal være sjovt, de unge skal ha’ det rart samtidig med at der er fokus på evner, kvalitet og forpligtelse overfor hinanden.
– Samarbejdet mellem Brøndby Ungdomsskole og Brøndby Musikskole har vist, at når to kommunale institutioner, der beskæftiger sig med børn og unge, går sammen, kan der skabes noget unikt. Hver institution bidrager med det de er bedst til. Ungdomsskolen med dans, drama og opsætning, musikskolen med musik og sang, siger musikskoleleder Preben Renstrøm.
Eleverne arbejder med den årlige forestilling fra september med læseprøver, audition mm. frem til forestillingerne som spilles i marts måned. Der arbejdes hårdt i de seks vintermåneder med prøver to gange om ugen og to til tre weekender før arbejdet kulminerer i den sidste uge op til forestillingerne.
Brøndby Musical er blevet en tradition som byens borger glæder sig til og som hvert år trækker mange til Kulturhuset Kilden. At niveauet giver genlyd udenfor Brøndby kan blandt andet ses af at Sigurd Barrett i år overværede forestillingen. Han havde en forrygende aften og efter forestillingen fortalte han de medvirkende om hans gode oplevelse hvorefter han blev fotograferet sammen med alle de unge.
– Der går ikke lang tid fra det sidste tæppefald til at de unge begynder at spørge til, hvad der skal laves næste år, og vi andre ser frem til mange oplevelser i de kommende år, siger Preben Renstrøm.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top