Borgere får hjælp til støj fra Region Hovedstaden
VALLENSBÆK. 16 grundejerforeninger i Vallensbæk har sendt et brev til Sophie Hæstorp Andersen (S), for at få hende til at hjælpe med støjen, som de mener, gør dem syge

I forvejen suser bilerne forbi på Holbækmotorvejen 24 timer i døgnet. Om ganske få år åbner den nye jernbane til Ringsted lige ved siden af. Her skal der blandt andet køre godstog, med alt det gods, der bliver sejlet ind til Aarhus Havn og skal videre til København. De godstog kommer til at køre om natten.
Samlet set er borgerne i dele af Vallensbæk meget bekymrede for støjen i deres område i fremtiden. Derfor har de sendt et brev til Sofie Hæstorp Andersen, formand for Regionsrådet i Region Hovedstaden.
– Som repræsentanter for de mange grundejere i Vallensbæk Kommune er vi forargede over, at der ikke er afsat en eneste krone i milliardbudgettet til støjdæmpning af jernbanebroen, der skærer sig igennem et åbent, rekreativt grønt område i 12 meters højde. Også selvom BaneDanmark nu har fået 172 millioner kroner til overs p.g.a. en regnefejl, skriver Kirsten Erlendsson på vegne af 16 grundejerforeninger i Vallensbæk.

Et sundhedsproblem
Grundejerforeningerne mener, at Region Hovedstaden må hjælpe borgerne med at presse på for en støjdæmpning, da støjen går ud over deres helbred, hvilket kan koste regionen penge.
– Forskere i Kræftens Bekæmpelse har i netop offentliggjorte resultater påvist en sammenhæng mellem støj og forskellige kræftformer, hjertekar-sygdomme og at netop forstyrret nattesøvn er med til at udvikle Alzheimers. Vi mener, det er udtryk for meget kortsigtet kassetænkning, at sagesløse beboere skal betale prisen for den manglende støjdæmpning med deres helbred – og Region Hovedstaden i øgede sundhedsudgifter. BaneDanmark og Vejdirektoratet lider af den opfattelse, at mennesker opfanger bilstøj med det ene øre og jernbanestøj med det andet. Vi prøver meget fredsommeligt at påpege, at det er den samlede mængde af støj, der forårsager skaderne på sundhed og trivsel.

Ikke vores ansvar
Sofie Hæstorp Andersen forstår godt borgernes bekymring.
– Jeg er enig i, at støj er et problem. I første omgang har jeg svaret dem, at Region Hovedstaden ikke er myndighed på området, siger hun.
Hun har sendt sagen videre til Jens Mandrup Rasmussen (SF), der er formand Miljø- og Trafikudvalget i Region Hovedstaden. Han vil efter påske tage til Vallensbæk for at lytte til trafikstøjen og til borgernes bekymringer.
– Vi ved, at det er op ad bakke og et langt sejt træk, men mærker, at der er ved at være større lydhørhed for vores argumenter, siger Kirsten Erlendsson.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top