Ekstra hjælp til dagpengemodtagere
BRØNDBY. Brøndby Kommune har søsat et forsøgsprojekt, der igennem en ekstra indsats skal hjælpe ledige kontanthjælpsmodtagere

Brøndby Kommune har i 2016 investeret penge i to ekstra medarbejdere til at hjælpe ledige dagpengemodtagere i job. Formand for Beskæftigelsesudvalget Franz Hansen (S) fortæller:
– Vi har valgt at investere i denne særlige indsats, fordi vi kan se, at det kan betale sig. I stedet for, at vi skal betale kommunens andel af dagpengene, en udgift som stiger jo længere tid borgerne er ledige, sparer vi skattekroner i kommunekassen. Og så er det klart bedre for den enkelte borger at være i job, og også for familien, vores virksomheder og samfund.
De to ansatte har hver cirka 25 borgere ad gangen i forløb, der varer otte uger.

Fokus på den enkelte
Dagpengemodtagere kan godt, selvom de fornylig har været på arbejdsmarkedet, have svært ved at komme i job igen. Og når der er gået et halvt eller et helt år, begynder det ifølge Brøndby Kommune at blive svært. På otte-ugers forløbet har medarbejderne fokus på dét, hver enkelt dagpengemodtager har brug for støtte til, for eksempel cv, en god ansøgning eller træne jobsamtale-situationen eller holde motivationen oppe.

Jobmatch
De to medarbejdere har også fokus på at matche den lediges kompetencer i forhold til konkrete jobåbninger. Derfor bruger medarbejderne også tid på at være i kontakt med virksomheder, så de kan lave et godt match.
Om det siger Franz Hansen:
– Tidligere oplevede vi det paradoks, at vi havde ledige dagpengemodtagere med kompetencer, som virksomhederne havde brug for, men uden at det førte til ansættelse. Det undrede os. Vi er derfor glade for, at dette forløb kan gøre en forskel for nogle dagpengemodtagere, så de kommer i job.

En god investering
Og indsatsen har virket, fortæller Franz Hansen:
– Da vi gik i gang, havde vi en formodning om, at de investerede lønkroner til de to ansatte ville blive tjent hjem, og at der oveni ville være en mindre besparelse. Når vi nu kigger tilbage, kan vi se, at dobbelt så mange dagpengemodtagere, som vi havde forventet, er kommet i arbejde, og besparelsen er fire gange større. 49 personer er kommet i arbejde, og beregninger viser, at det svarer til en besparelse på 1.3 mio., når medarbejdernes løn er betalt. Så ordningen fortsætter.
Ordningen er et supplement til kommunens øvrige indsats i forhold til ledige.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top