Fars Køkkenskole går app-vejen
Fars-køkkenskole.jpg
Fars Køkkenskole sender nu en ny app på gaden. Den skal gøre det endnu lettere at lave mad. Foto: Fars Køkkenskole
VALLENSBÆK. Fars Køkkenskole og Nordea-fonden har udviklet en app, som gør det sjovere og nemmere at lave med sammen

I den nye app, som Fars Køkkenskole netop har lanceret, kan man oprette et familieteam, finde opskrifter, tjekke ingredienser og derefter sætte gang i gryderne.
Desuden kan man score point ved at lave mad, tage billede af retten og svare på spørgsmål. Og så dyster man med andre familier fra hele landet.
– Mænd kan godt lide simple løsninger, hvor der også er konkurrenceelementer. De behov synes vi, at vores app opfylder. Når man står nede i supermarkedet med lille Peter og Sofie, og ikke aner, hvad man skal lave til aftensmaden, kan man lige hive mobilen op af lommen, og så er der inspiration til en god omgang køkkendyst, fortæller Fars Køkkenskoles projektudvikler Jonas Gerdes Vigkilde.
Appen hedder Fars Køkkenskole og er udviklet af Fars Køkkenskole i Vallensbæk Kommune i samarbejde med Nordea-fonden.
– På Fars Køkkenskole har vi oplevet en kæmpe glæde hos fædre og børn, når de har været i køkkenet sammen. De får god mad og masser af kvalitetstid sammen. Med appen gør vi det nemmere for alle børnefamilier at sætte gang i køkkenløjerne derhjemme, siger Fars Køkkenskoles projektleder Mette Bøgebjerg Jørgensen.

Appen er gratis og kan downloades i App Store eller Google Play.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top