Første skoledag for de nye kadetter
IMG_0777.jpg
Onsdag var første skoledag for de nye politikadetstuderende på Politiskolen i Brøndby. Foto: Heiner Lützen Ank
BRØNDBY. Onsdag startede 55 politikadetter på Politiskolen i Brøndby. I skal være med til at gøre Danmark mere tryg, sagde justitsministeren i sin velkomsttale

– De er snotforkælede, og de tror, de kan opføre sig, som de vil.
Sådan sagde justitsminister Søren Pape Poulsen (K) oven på urolighederne inde i København onsdag aften, hvor en gruppe unge kastede med sten og petanquekugler mod banker og butikker på Nørrebro.
Tidligere på dagen brugte justitsministeren helt andre, mildere ord, da han besøgte Politiskolen i Brøndby og talte om og til en anden gruppe unge, nemlig de 55 nye politikadetstuderende, der samme dag tog hul på deres seks måneder lange uddannelse.
– Jeg har glædet mig til at være med i dag. For det er en ny begyndelse for jer alle, men det er også en ny begyndelse for det omgivende samfund. Det er nemlig ingen hemmelighed, at de seneste år har været udfordrende for politiet, men det skal I hjælpe til med at gøre noget ved. Med jer, er jeg sikker på, vi går en mere sikker fremtid i møde.
I sin tale forholdt Søren Pape Poulsen sig også til den kritik, der har været af den nye uddannelse og det faktum, at ikke så mange som forventet er søgt ind på uddannelsen:
– Der er nogle, der mener, at vi med kadetuddannelse får et A og et B politi. Men det er ikke tilfældet. Vi har kun et politi i Danmark, et politi med forskellige faggrupper. Og ja, der er ikke så mange, der er blevet optaget, som vi havde håbet. Men der er ikke blevet gået på kompromis med noget, og derfor er optaget også blevet mindre end, det var håbet.

En del af et korps
Efter justitsministeren fik rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg ordet. Han understregede også, at politiet har travlt for tiden og derfor har brug for nye kræfter:
– Jeg er sikker på, at I kan løfte opgaven. Vi har brug for et politikorps med forskellige kompetencer, hvis vi skal kunne håndtere de mange nye udfordringer. Jeg er stolt over at kunne byde jer velkommen til et dygtigt politikorps. Og I bør være stolte over at blive en del af det.
Politiinspektør Erik Johansen er leder af Politiskolen i Brøndby. Han lovede de nye studerende, at de ville få travlt, men at de samtidig kunne se frem til en hverdag på en unik uddannelsesinstitution:
– Ja, det bliver hårdt, men det bliver også sjovt og udfordrende og I vil forhåbenlig få venskaber, der rækker mange år ud i fremtiden.
Og så, understregede Erik Johansen, at de kommende politikadetter kan se frem til at være med til at løse nogle bestemte opgaver:
– I løbet af de næste seks måneder vil I blive uddannet i grænse- og udlændingekontrol, bevogtningsopgaver, transport af frihedsberøvede og bistand ved udsendelsessager.
To af de elever, der onsdag påbegyndte den nye uddannelse, var Thea Green Larsen og Theis Vang Godtfredsen. Begge 19 år.
Begge drømmer om, at denne dag er den første i en lang politikarriere.
– Man skal være 21 år for at blive optaget på politiets bassisuddannelse, og jeg tænkte, at dette kunne være en god måde at få nogle erfaringer, inden jeg går til den optagelsesprøve, siger Thea Green Larsen, der glæder sig til at komme i gang.
Også Theis Vang Godtfredsen drømmer om, at jobbet som politikadet engang skal føre til en tilværelse som politimand:
– Jeg er netop blevet færdig i militæret. Faktisk var det min mening at blive ved der, men så opstod denne mulighed, så derfor søgte jeg ind, så jeg kan få noget erfaring, inden jeg forhåbentlig kan komme ind på basisuddannelsen.
Thea Green Larsen bor i Frederiksværk og har ingen planer om, at hun det næste halve år skal flytte tættere på Brøndby og Politiskolen.
Den samme konklusion er Theis Vang Godtfredsen kommet frem til:
– Jeg bor i Slagelse og har undersøgt muligheden for at finde noget at bo i tættere på skolen, for eksempel her i Brøndby, men det kunne ikke lade sig gøre med så kort varsel. Så derfor bliver jeg boende.

Godt for Brøndby
Selvom han ikke var til stede på Politiskolen onsdag, så mener Kent Max Magelund (S), borgmester, at det også er en festdag for Brøndby:
– Skolen er en vigtig del af Brøndby, og vi er glade for, at den er her i Brøndby. Med den og politigården i Albertslund er politiet en synlig del af livet her på Vestegnen.
Politiet har naturligt, hvad talerne onsdag også understregede overfor de nye kandidatstuderende, offentlighedens og mediernes bevågenhed.
Derfor har både den nye uddannelse og placeringen af den kommende politiskole i Vestdanmark fyldt meget på det seneste. En debat, Kent Max Magelund også har fulgt med interesse:
– Vi er glade for skolen. Men faktisk synes jeg, det er godt, også for de unge, at der kommer en politiskole til Vestdanmark. For vi kan da godt mærke, at det er mange, der har behov for en bolig her i kommunen, og der er jo mange andre, der også står på venteliste til en bolig.

To tredjedele af de nye studerende kommer fra Østdanmark, mens en tredjedel kommer fra Vestdanmark. 74,5 procent har en gymnasial uddannelse bag sig, 16 procent har en erhvervsuddannelse, mens syv procent har 9. klasse som højeste uddannelsesniveau.
Gennemsnitsalderen er 23,7 år.
50 mænd og fem kvinder påbegyndte uddannelsen.
De første politikadetter forventes at være færdiguddannede i september 2017.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top