Nye midlertidige plejeboliger ved Nygårds Plads
BRØNDBY. Kommunalbestyrelsen i Brøndby har besluttet at opføre midlertidige plejeboliger ved Nygårds Plads. Byggeriet vil give plads til 12 borgere, der er udskrevet fra sygehuset og som venter på plejehjemsplads

Inden længe skyder en ny bygning op på Nygårds Plads som nabo til Ældrecentret Nygårds Plads. 1. juni 2017 slår man nemlig dørene op til 12 boliger til Brøndbyborgere, der netop er udskrevet fra et hospital og som venter på, at der bliver en plejehjemsplads klar til dem.
– Vi har længe gerne villet gøre noget for de borgere, der udskrives fra hospitalet, men som ikke kan tage direkte på plejehjem. Med de nye midlertidige boliger, der har en god placering tæt på Ældrecentret Nygårds Plads, kan vi snart tage hånd om op til 12 borgere, der kommer fra sygehuset og som har brug for en midlertidig bolig. Det ser jeg meget frem til, fortæller borgmester i Brøndby, Kent Magelund.

Pavillonløsning
Bygningen opføres i et plan som pavillonløsning, hvilket betyder, at store dele af byggeriet kommer som ”samlesæt”. Det tager derfor ikke lang tid at etablere funktionelle boliger, der lever op til gældende lovkrav. Udover de 12 boliger kommer der også fællesfaciliteter for beboerne og arbejdspladser og omklædningsfaciliteter til personalet. Boligerne, der får en grå facade, spiller sammen med det eksisterende plejecenter. De er midlertidige og skal stå i op til fem år.

Hensyn til naboerne
Byggeriet er blevet muligt fordi Brøndbys Kommunalbestyrelse den 8. februar 2017 vedtog en ny lokalplan for området. Lokalplanen har været i høring i efteråret og vinteren 2016. Bestemmelserne i lokalplanen lægger op til, at størstedelen af de grønne arealer bevares. Samtidig er højden på den nye bygning beskeden i forhold til de eksisterende bygninger i området, og byggefelterne er forsøgt placeret på en måde, så nybyggeriet ikke betyder skygge for beboerne i området. Man kan læse mere om den nye lokalplan på brondby.dk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top