På jagt efter lærlinge
2017-01-18-10.16.23-HDR.jpg
Ifølge Mattias Tesfaye (S), mangler flere lokale virksomheder lærlinge. Det gælder om at blive bedre til at stikke hovedet ind og høre mere. Som fx her hos Hougaard & Koefoed. Foto: Pressefoto
GLOSTRUP. Mattias Tesfaye (S) mener, der flere steder på Vestegnen mangler lærlinge. Noget han gerne vil sætte fokus på

De unge gør klogt i at tage en uddannelse. Det er de fleste enige om. Også langt den største del af de unge selv. Men i hvilken retning de skal uddanne sig kan være svært at afgøre.
En af dem, der mener, at flere unge på Vestegnen kunne gøre klogt i at tage en håndværksmæssig uddannelse, er Mattias Tesfaye (S), medlem af Folketinget for Socialdemokratiet.
En holdning, der ikke blot skyldes, at han selv er uddannet håndværker, men også fordi han mener, det kunne give flere af Vestegnens unge bedre fremtidsmuligheder:
– Jeg besøgte for nylig Hougaard & Koefoed i Glostrup. De arbejder på et højtspecialiseret niveau med metalløsninger. Her mødte jeg Peter, der er uddannet håndværker, og som har et meget interessant arbejde med masser af muligheder. Både i virksomheden, men også andre steder, hvis han ville det. En heldig situation andre unge også kunne komme i, hvis de tænkte i den retning.
Men Hougaard & Koefoed og andre virksomheder står med en stor udfordring, mener Mattias Tesfaye:
– Sidst virksomheden søgte en lærling, kunne de ikke finde en egnet kandidat, og stillingen blev derfor ikke besat.
Noget der på længere sigt kan få store konsekvenser:
– Hvis de lokale virksomheder ikke kan finde egnet arbejdskraft, forsvinder de fra Vestegnen, og det vil være et kæmpe problem.
Derfor skal de forskellige parter, mener Mattias Tesfaye, også blive bedre til at vise de unge vejen:
– En af fordelene ved Vestegnen i denne sammenhæng er, at der ikke er så langt fra skolerne til industrivirksomhederne. Det er ret let bare at stikke hovederne ind og høre mere. Jeg er ret sikker på, at de fleste virksomheder vil være glade for at fortælle mere om, hvad de laver.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top