Skiltning tager kampen op mod trafikkaos
IMG_1129.jpg
Der er kommet tydelig skiltning op på Bredager, for at gøre noget ved det trafikkaos, der tidligere har hersket ved Brøndbyøster Skole om morgenen. Foto: Heiner Lützen Ank
BRØNDBY. I sidste uge kunne Folkebladet fortælle om trafikkaos ved Brøndbyøster Skole. Nu er der kommet skiltning op ved skolen

Som man kunne læse i Folkebladet i sidste uge, så var det et sandt trafikkaos på Bredager, skolebørnene på Brøndbyøster Skole skulle bevæge sig igennem for at komme i skole.
Men det ser ud som om, skolevejen nu er blevet mere sikker for børnene. Der er nemlig opsat standsning forbudt i den ene side af Bredager.
En beslutning Vagn Kjær-Hansen (SF), formand for Teknik- og Miljøudvalget begrunder på følgende måde:
– Det går ikke, at biler parkerer på vejen og spærrer trafikken. Især ikke nu hvor der er byggeri, som også fylder meget.
At der nu er kommet skilte op, skyldes ifølge Vagn Kjær-Hansen, at flere har gjort ham opmærksom på problemet:
– Takket være input fra beboere på Facebook blev jeg opmærksom på, at det ikke er tydeligt, at man ikke må parkere på vejen. Derfor fik jeg forvaltningen ud og sætte skiltene op. De har også indskærpet overfor boligselskabet, at der ikke må køre lastbiler omkring kl 8.
Derfor mener Vagn Kjær-Hansen også, at kampen mod trafikkaoset går den rette vej:
– Politiet har også været på Bredager. Det går fremad.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top