Sundhedsprofil 2017: Kun hver tredje har svaret
cykling-uden-alder.jpg
Cykler du eller går du på arbejde? Spørgsmål som dette er med i det spørgeskema, som skal give en dybere indsigt i borgernes sundhed. Indtil videre har kun en tredjedel af de adspurgte svaret. Foto: Brøndby Kommune
HELE OMRÅDET. Det gælder om, at så mange som muligt deltager i den store sundhedsundersøgelse. Derfor er spørgeskemaet nu sendt til borgernes almindelige postkasse

I Folkebladets tre kommuner, Brøndby, Glostrup og Vallensbæk, har mere end 7.000 borgere fået tilsendt spørgeskemaet Hvordan har du det?
Det er der godt 36 procent, som allerede har svaret på, men man vil gerne have de sidste med.
– Vi vil gerne sige tak til alle de borgere, der allerede har svaret, siger Lars Ole Andersen, sundhedskoor­dinator i Brøndby Kommune.
– Samtidig vil vi gerne understrege, at de, der endnu ikke har svaret, sagtens kan nå det endnu. Og svarene er vigtige for kommunernes arbejde med sundhed. Jo mere præcise resultater vi får, jo bedre sundhedstilbud kan vi sikre i fremtiden.

Borgernes talerør
Spørgeskemaet blev i første omgang sendt til borgernes digitale postkasse, og de der endnu ikke har svaret har altså nu fået tilsendt spørgeskemaet endnu en gang. Denne gang i den almindelige postkasse. Det håber alle tre kommuner vil hjælpe til at hæve svarprocenten. Og der er brug for hver eneste besvarelse. Derfor understreger alle tre kommuners borgmestre også, hvor vigtigt det er, at så mange som muligt svarer på undersøgelsen.
– Det er en grundig undersøgelse, som kan give os et meget vigtigt indblik i borgernes sundhed, sygdom og trivsel. Derfor er det vigtigt, at alle borgere, der har fået spørgeskemaet, tager sig tid til at deltage. Når vi kender borgernes svar, kan vi tilrette vores tilbud ud fra deres behov, så undersøgelsen er jo borgernes talerør og det håber jeg at de vil benytte, siger Brøndbys borgmester Kent Max Magelund (S) på vegne af de tre kommuner.

Resultater til næste år
Resultaterne fra undersøgelsen bliver samlet i rapporten Sundhedsprofil for region og kommuner 2017 og udkommer i marts 2018.
Alle landets fem regioner, Sundhedsstyrelsen og Statens Institut for Folkesundhed gennemfører undersøgelsen på baggrund af en aftale mellem Danske Regioner, KL, Sundheds- og Ældreministeriet samt Finansministeriet.
Det er Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed, der står bag undersøgelsen.

Spørgeskemaerne bliver sendt ud til over 7.000 tilfældigt udvalgte borgere i Brøndby, Glostrup og Vallensbæk og 300.000 i hele landet.
Svarer man inden 3. maj, er man med i lodtrækningen om præmier som iPhones, gavekort og biografbilletter. Besvarelse er anonym.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top