Tirsdag 24. oktober 2017
Peter Larsen er sammen med de øvrige medarbejdere fra Materielgården i de kommende uger på gaderne i Brøndby for at gøre forårsrengøring. Foto: Brøndby Kommune
Tid til den årlige forårsrengøring
BRØNDBY. 30 mand fra kommunens Materielgård går nu i gang med forårsrengøringen, så foråret kan bare komme an
Skrevet af Heiner Lützen Ank - 28. marts 2017, 08:15:41

Traditionen tro er der ekstra mange orange mænd rundt om på Brøndbys gader og stræder i de kommende uger. Det er nemlig blevet tid til den årlige forårsrengøring.
Medarbejdere fra kommunes Materielgård er således på gaden for at feje på alle offentlige veje, stier og fortove.
De sørger for at busstoppesteder og bænke bliver rengjort, at der bliver fejet ved vejbump, i vejkryds og tunneller ligesom de vasker graffiti af skilte, standere, tunneller og kommunale bygninger. Andre igen sørger for at kommunens bede og buske blive renset for affald og større grene.
– Personligt glæder jeg mig til at komme i gang med forårsrengøringen. Ikke mindst fordi vi netop har fået en helt ny fejemaskine, som kan komme ind i alle kroge og hjørner. Så den glæder jeg mig meget til at få afprøvet i de næste par uger, hvor vi giver den en ekstra skalle med rengøringen, siger Peter Larsen fra Materielgården.
Han skal blandt andet nå rundt på alle cykelstier i kommunen i løbet af de kommende uger.

Bydel for bydel
Der bliver gjort forårsrent i Brøndbyøster og Brøndby Strand fra mandag den 27. marts og cirka en uge frem. I Brøndbyvester begynder arbejdet mandag den 3. april og varer til den 7. april.
– Det er altid rarere at komme ud og nyde udelivet, når der er rent og pænt. Derfor håber jeg også, at hele byen hjælper til, der hvor de kan. Mens vi tager os af de offentlige veje og områder, kan andre jo hjælpe til på deres egen grund. Man kan for eksempel beskære hække og buske, som vokser ud over fortovet og sørge for at klippe vejbelysning, skilte, brandhaner og postkasser fri for planter. På den måde kan alle færdes uden problemer, siger Frank Olsen, driftschef i Teknisk Forvaltning.

Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER