To nederlag og en stor sejr
SPORT. Trekroner Bowling har haft tre hold i aktion i weekenden, med blandede resultater

Lørdag måtte Trekroners hold i 4. Division Øst opleve, at man i kampen mod GBK kun var i stand til at stille med fem af de seks krævede spillere, da man havde fået et sent afbud.
Da spilleformen er to trioer måtte den ene af Trekroners trio derfor være en double. Slutresultatet blev, at GBK vandt kampen med 3833 kegler og 16 point, mens Trekroner væltede 3555 og fik otte point. Altså en forskel i keglefaldet på kun 278 kegler, som en sjette spiller hos Trekroner med lethed kunne have hentet hjem.
Holdet har nu 120 point og ligger placeret som nummer fire i tabellen.
I lørdagens kamp i 3. division havde Trekroner besøg af Nakskov. Man håbede på en revanche efter efterårets nederlag, men sådan skulle det ikke gå.
Samlet væltede Trekroner 4341 kegler, mens Nakskov væltede 4302. Men selvom Trekroner samlet væltede flest kegler, gik de fleste af pointene til Nakskov.
Det gav kun syv af de 24 mulige point til Trekroner, og med dette resultat kunne man risikere at sætte 2. pladsen over styr.
Søndag tog Trekroner til Frederikssund, hvor man skulle møde FBK2000.
Frederikssund har tidligere været en frygtet modstander, men en større udskiftning af spillere har gjort, at holdet ikke længere vælter så mange kegler.
Kampen kan bedst beskrives som spil til 1 mål. Der var aldrig nogensinde tvivl om udfaldet.
Kampen gav Trekroner alle 24 point, og man fik derved konsolideret andenpladsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top