Unge hjælper ældre med demens
demens1.jpg
Demenskoordinator Anni Sønderup forklarede, hvordan udsmykningen hjælper ældre med demens. Foto: Jesper Ernst Henriksen
GLOSTRUP. Eleverne på produktionshøjskolen i Glostrup har lavet udsmykning på Ældrecenter Hvissinge, så de demente beboere kan få en bedre og mere tryg hverdag

Går man en tur rundt på Ældrecenter Hvissinge, vil man opleve en masse nye ting. De har fået nye møbler, og vægge og døre er blevet udsmykket med motiver fra Glostrup. Det er elever fra Glostrup Albertslund Produktionshøjskole, der har stået for den sidste del. De har været rundt i Glostrup på en smuk sommerdag og tage billeder, mens alting stod flot og grønt. Det er ikke kun fordi grønt er godt for øjnene, efterårets stærke farve kan være uroligende for demente ældre.
– Efterårets røde og brune farver kan for nogle demente ældre minde om en ildebrand, og det gør dem urolige, sige Anni Sønderup, demenskoordinator i Glostrup Kommune.
Hun siger også, at det er godt med genkendelige motiver for de demente ældre. Den brølende kronhjort, som måske ikke er populær i et stilrent indrettet hjem i dag, er rigtig god for ældre mennesker.
Den samme tanke går igen i de billeder, som de unge fra produktionshøjskolen har valgt. De har brugt lang tid på at finde og tage de rigtige motiver. Derefter har de sat motiverne sammen, så et billede på væggen faktisk indeholder rigtig mange forskellige motiver, og de har tilføjet ekstra grønt på de steder, hvor der ellers har været en kedelig grå indkørsel eller lignende. De har også taget billeder af huse, som er sat op over dørene ud af demensafdelingerne. Så får de ældre helt naturligt ikke lyst til at gå ud af døren, da man jo ikke går lige ind i et hus.
De mange nye tiltag blev indviet i sidste uge af Lars Thomsen (V), formand for Social- og Sundhedsudvalget.
– Demens er en lortesygdom. Vi håber alle, at vi ikke bliver ramt af den. For dem der bliver ramt af den, skal vi give dem nogle oplevelser, når de er på plejehjem. Det er derfor, vi har lavet de her billeder, sagde han blandt andet.
Anni Sønderup, der er demenskoordinator i Glostrup Kommune, viste efterfølgende rundt på plejehjemmet.
– Man kan gøre rigtig meget for at give livskvalitet til ældre med demens, så det ikke kun er en lortesygdom, sagde hun.
Også Kurt Kjær (DF), der også er medlem af Social- og Sundhedsudvalget, var med til at indvie de nye billeder.
– Udsmykningen her er noget særligt, fordi den er blevet lavet i samarbejde med Glostrup Albertslund Produktionshøjskole. Jeg har set de ting, de har lavet, og det er rigtig flot. De synes, det har været en spændende opgave, som har givet de unge mennesker mere selvtillid, sagde han.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top