Mandag 23. oktober 2017
0. til 2. klasse fyldte Ejby Hallen i sidste uge. Foto: Glostrup Kommune
Bevægelsesdag i Ejby Hallen
GLOSTRUP. Omkring 70 børn fra Glostrup Skole var i sidste uge samlet til en dag i bevægelsens tegn. De vante idrætslærere og pædagoger kunne pænt se til, at elever fra Vestervangsskolens 8. klasser var trukket i trænerhabitten og overtog styringen med dagen
Skrevet af Jesper Ernst Henriksen - 25. april 2017, 08:36:24

Lydniveauet er højt i Ejby Hallen denne tirsdag eftermiddag. Barnelatter, intensiv hepning og positive tilråb fylder hallen fra gulv til loft. Men i dag er ikke nogen almindelig idrætstime. Noget er anderledes, end det plejer.
I midten af hallen står en lærer, en pædagog og en sundhedskoordinator, som med stor tilfredshed kan se til, hvordan de unge elever fra 8. klasse fra Bevægelses- og sundhedslinjen fra Vestervangsskolen løfter ansvaret for dagens aktiviteter. Og de har nok at se til. Omkring 70 børn fra 0.-2. klasse på Ejby Skole tumler begejstret rundt mellem de forskellige aktiviteter som små hvirvelvinde.

Mini-trænere
Ved hver aktivitet står tre til fire elever fra 8. klasse og sikrer sig, at de mindre skolebørn har en god oplevelse. Som et led i deres skolegang på Bevægelses- og sundhedslinjen er de blevet uddannet mini-trænere og er nu i fuld gang med at afprøve det tillærte i praksis. Eleverne har selv planlagt og gennemprøvet aktiviteterne. De har øvet, hvordan de på en tydelig og forståelig måde kan introducere aktiviteterne til børnene. Derudover har de øvet, hvordan de sikrer, at alle børn inkluderes i aktiviteterne på en positiv måde. Et projekt der med al tydelighed lykkes til fulde i Ejbyhallen i dag.

Succes gennem leg
Den tilstedeværende pædagog bemærker, at flere af børnene normalt ikke er begejstrede for at deltage i idræt. Derfor plejer de at gøre alt, hvad de kan for at undgå at deltage. Sådan er det ikke i dag. Han fremhæver særligt ét barn, som hopper op og ned af glæde, efter han sammen med de andre børn er lykkedes med at bevæge en hulahopring rundt i en rundkreds uden på noget tidspunkt at have sluppet de andres hænder. Følelsen af succes er ikke til at tage fejl af.
Normalt gider han ikke deltage i idræt og har hver gang en masse forklaringer på, hvorfor han ikke kan deltage – og han er ikke alene. Men når aktiviteterne, som det er tilfældet i dag, har fokus på leg, sjov og fællesskab i stedet for konkurrence, er det ofte flere, som har lyst til at være med.

De voksne bidrog også
Udover de seks aktiviteter bød dagen på en bevægelseshistorie, fortalt af lederen fra Varmeværket. Da alle børnene havde iført sig deres imaginære superheltedragter og bevæbnet sig med begejstring, kunne den intense jagt på Kaptajn Sortskægs forsvundne skattekiste begynde. På trods af at flere var ved at blive spist af (knapt så) farlige hajer undervejs, endte arrangementet lykkeligt – og alle vandt.
Da det var blevet tid til at sige farvel, fik eleverne fra Bevægelses- og sundhedslinjen en kæmpe velfortjent klapsalve af børnene fra Ejby, og der blev uddelt krammere og high fives. Det var tydeligt, at der i løbet af dagen var blevet skabt positive fællesskaber mellem yngre og ældre elever fra Glostrup Skole.
Dagen blev koordineret af lederen fra Varmeværket, Henrik Pedersen, sundhedskoordinator på børneområdet, Daniel Bundgaard, samt Toke Eld som er klasselærer for 8. klasse på Bevægelses- og sundhedslinjen.

Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER