Onsdag 24. maj 2017
Danskheden og legoklodsen
BRØNDBY. Under Folketingets danskhedsdebat tidligere på året, førte Mattias Tesfaye ordet for Socialdemokratiet. Folkebladet har bedt ham forklare forskellen på danskhed ifølge S og det politiske flertal. Her spiller et nationalklenodie af plastik en vigtig rolle
Skrevet af Heiner Lützen Ank - 18. april 2017, 08:40:15

Hvis du sidder i en lejlighed i Tranumparken og ser fjernsyn, så er der præcis 400 km til Store Torv i Thisted.
Skulle du få lyst til at rejse dig, slukke for fjernsynet og køre til Thisted, så vil det tage dig lidt over fire timer at nå frem.
Den banale, men væsentlige betragtning er, at der er ligeså langt, hvis man foretager rejsen den anden vej.
Det vil altså tage en halv arbejdsdag at komme fra det, den ene betragter, som verdens centrum til det, den anden mener, er Udkantsdanmark. Uanset hvilken vej bevægelsen går.
Men bliver man hjemme i lejligheden i Tranumparken, eller et andet sted i Brøndby Strand, og bliver man ved med at se fjernsyn, så kan man i en tilfældig nyhedsudsendelse måske se en dame på 80, der falder i en legoklods og slår hoften så meget, at hun må på hospitalet.
– Hvis vi ser i nyhederne, at en 80-årig kvinde i Thisted er snublet i en legoklods og har brækket hoften og derfor kommer med ambulance på sygehuset, så vil alle vi, der bor her på Vestegnen, sige: godt mine skattekroner gik til det. Det kan godt være, hun for længst er gået på pension og aldrig kommer til at tjene nogle skattekroner igen, at vi ikke kender hende, at vi aldrig kommer til at se hende igen. Men der er alligevel en grad af samhørighed mellem os og hende.
Mattias Tesfaye er folketingsmedlem for Socialdemokratiet og valgt i Brøndbykredsen.
Selvom han i den grad forstår at begå sig på hurtige, sociale medier som Facebook og Twitter, hvor tempo skaber opmærksomhed, så er farten gået af ham denne dag, hvor Folkebladet har bedt ham forklare, hvad danskhed er i en socialdemokratisk optik.
Flere gange i løbet af interviewet går den ellers hurtigsnakkende politiker således i stå. Fordi det, der skal tales om her, ikke er et tilfældigt eller hurtigtpasserende emne, men noget grundlæggende og afgørende.
For ham, for det parti han repræsenterer, og for det samfund, lokalt og nationalt, der i disse år er under kraftig forandring.

Samhørrighed
I begyndelsen af februar vedtog et snævert folketingsflertal bestående af Dansk Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance og de Konservative en folketingsvedtagelse, hvori det blandt andet hedder:
”At Folketinget konstaterer med bekymring, at der i dag er områder i Danmark, hvor andelen af indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande er over 50 pct. Det er Folketingets opfattelse, at danskere ikke bør være i mindretal i boligområder i Danmark.”
Både under og efter debatten var Mattias Tesfaye stærk utilfreds ved flertallets vedtagelse og fremsatte derfor selv en udtalelse:
”Folketinget konstaterer med bekymring, at der i dag er områder i Danmark, hvor andelen af indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande er over 50 pct. Det er Folketingets opfattelse, at integrationen fungerer bedst, når den danske kultur er den bærende i alle boligområder i Danmark.”
For det utrænede politiske øje er der umiddelbart ikke den store forskel på de to tekster.
Folkebladet har derfor bedt Mattias Tesfaye forklare, hvorfor den ene tale om danskhed er bedre end den anden, og her næver Mattias Tesfaye igen og igen et ord, som ikke står i nogen af teksterne, men som alligevel gør en forskel:
– Hvis man føler en stærkere samhørighed med hende i Thisted end man ville gøre med kvinder uden for landets grænser, så er man dansk. Men hvis man føler større samhørighed med kvinder i for eksempel New York, så er man ikke dansk. Eller hvis man føler større samhørighed med verdens muslimer (…) end med en 80-årig kvinde fra Thisted (…) så er man ikke dansk. Så er man muslim, for så er det RELIGIONEN, der er ens identitet. Det, der binder (…) os, der bor på den klat jord, der geografisk er Danmark, er, at vi gerne vil betale for hende fra Thisted.
En samhørrighed, der nødvendigvis må gå begge veje:
– Hvis en 36-årig mand i Thisted i fjernsynet ser en muslimsk kvinde i Brøndby Strand skvatte i en legoklods, så skal det jo være sådan, at langt, langt den overvejende del af familiefædre i Thisted tænker, selvfølgelig går mine penge til hende i Brøndby Strand, hun er en del af mit samfund. Hende føler jeg et ansvar for. Hvis den idé begynder at smuldre, så begynder idéen bag velfærdsstaten også at smuldre. Og så begynder idéen bag mit parti at smuldre.
Og hermed er vi ifølge Mattias Tesfaye fremme ved den afgørende forskel på de to udtalelser, og dermed de to forskellige syn på, hvad danskhed i Thisted og Brøndby Strand er:
– Derfor skal danskhedsdebatten være så præcis. For hvis man begynder at sige, at man skal være kristen for at være dansk, så siger man jo indirekte, at alle dem, der ikke er kristne, er der ingen grund til at føle samhørighed med. Det ville være farligt for et sted som Vestegnen, hvor så mange tilhører det store, religiøse mindretal af muslimer. Danskere anno 2017 har forskellige hudfarver og har forskellige religioner. Derfor er man også nødt til at kunne føle samhørighed med nogen, der har en anden hudfarve og en anden religion. Samtidig må dem med en anden hudfarve og en anden religion også nødt til at blive samhørig med dette samfund.

Også i virkeligheden
Den sproglige, og dermed virkelighedsforskellige, afstand, der ifølge Mattias Tesfaye er på hans udtalelse og den, Dansk Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance og Konservative vedtog, er ikke kun afgørende i den politiske debat. Men i lige så høj grad hos dem, den er rettet mod:
– Når den sætning ikke bare bliver noget, jeg diskuterer i Folketingssalen, men er noget mange mennesker forholder sig aktivt til, så er det fordi, det angår mange mennesker og ikke bare er drillerier. Man rammer ind i spørgsmålet om, hvorvidt du kan træde på en legoklods og forvente, at resten af samfundet hjælper dig, fordi du er en del af det her fællesskab.
En tvivl, der i den grad afhænger af det politiske ordvalg:
– Der er mange, særligt unge identitetssøgende muslimer med bedsteforældre indvandret fra Tyrkiet, men som ikke har været andet end i Tyrkiet på 14 dages ferie, som ikke rigtig føler sig som danskere. Men heller ikke, når de er i Tyrkiet, føler sig hjemme der. De føler sig splittet mellem to kulturer. Når de så tænder for fjernsynet og får at vide, at de de facto ikke er danskere, så føler de sig endnu engang udgrænset fra det samfund, de er født og opvokset i, og som de er i gang med at tage en uddannelse i.
Dermed vender spørgsmålet om danskhed for Mattias Tesfaye endnu engang tilbage til den lille plastikdims, danskerne er så stolte af, både indenfor og udenfor landegrænsen:
– De unge får endnu engang oplevelsen af, at de ikke er medejere af Danmark. Dermed føler de heller ikke det samme ansvar for samfundet. Derfor er dette ikke kun ren symbolpolitik. Det handler om, hvem VI danskere er. Hvem er forpligtet til at bidrage til fællesskabet og hvem har ret til hjælp fra fællesskabet. Det er helt essentielt for velfærdsstatens fremtid at dette fællesskab formår at inkludere indvandrere og efterkommere. Ellers smuldrer solidariteten i Danmark.
Her er det vigtigt, at ældre damer i Thisted forstår, at danskerne i Brøndby Strand kan se anderledes ud, end dem selv. Og at unge, identitetssøgende i Brøndby Strand indser, at 80-årige i den anden ende af landet er mennesker, de har noget til fælles med:
– Hvis forståelsen af, hvem danskerne er, bliver begrænset til, at det er mindre end halvdelen af beboerne i Brøndby Strand, så får vi en meget indskrænket opfattelse af hvem, solidariteten gælder. Det er vigtigt for vores parti at få sagt, at solidariteten ikke alene er henvendt til folk, der kan spore deres aner flere generationer tilbage i tiden. Det er også nødt til at være dem, der i dag bor i Brøndby Strand.

Ikke det værste sted
I Mattias Tesfayes udtalelse kan man finde sætningen:
”Der er i den forbindelse fortsat brug for at fokusere på demokratisk børneopdragelse, ligestilling mellem kønnene og ligeværd mellem mennesker.”
En sætning, som umiddelbar er så indlysende, at den er overflødig. For naturligvis er børneopdragelsen i Danmark demokratisk, ligesom ligestillingen mellem kønnene er en selvfølgelighed, uanset hvor man kigger hen i samfundet.
Men ikke ifølge Mattias Tesfaye:
– Demokratisk børneopdragelse er, at vi opdrager vore børn til de frihedsværdier, der er i det her samfund, også selvom det støder sammen med de værdier, man selv er opdraget med. Det er sværere end som så for mange mennesker. Det er det, jeg siger til mange, der har indvandrerbaggrund, jeg forstår, at I for eksempel har et andet syn på ligestilling mellem kønnene. Men det er vigtigt, at I introducerer jeres børn for de værdier, der er de bærende i Danmark, at vi går ind for ligestilling, at børn kan bade sammen i skolen, at kvinder har mulighed for at få den samme uddannelse og at de har mulighed for at vælge deres egen ægtefælle.
Selvom denne virkelighed også eksisterer i Brøndby Strand og på resten af Vestegnen, så er det faktisk ikke her, problemerne er størst, mener Mattias Tesfaye:
– Vestegnen er ikke det sted, hvor der er de største problemer. Det skyldes, at hovedparten af dem, der har udenlandske rødder, er indvandrere, primært fra Tyrkiet. Mange af dem er jo vokset op i et sekulært muslimsk samfund. Langt de fleste af dem klarer sig godt. Langt de fleste steder, hvor der er problemer, og hvor udlændinge har sværest ved at finde sig til rette i Danmark, er der, hvor der er kommet mange flygtninge fra arabiske lande, for eksempel Vollsmose, Gellerupparken og Mjølnerparken. Der er større integrationsudfordringer med folk, der er flygtet hertil, end med folk, der er indvandret hertil i slutningen af 1960’erne.

Tager det alvorligt
Både udtalelsen fra Mattias Tesfaye og folketingsflertallet nævner ordet bekymring.
For selvom Mattias Tesfaye altså mener, der er en væsentlig forskel på måden, han og resten af Socialdemokratiet taler om problemerne, og den måde, blandt andet Dansk Folkeparti taler om problemerne, så er det vigtigt at slå fast, at der også er en fælles forståelse:
– Nu repræsenterer jeg mange Brøndbyborgere og Kent (Max Magelund, red.) er borgmester. Hvis borgerne har oplevelsen af, at de politikere, de har valgt, ikke kan få øje på, hvad det giver af udfordringer, når hovedparten af eleverne på en skole er tosproget og ikke snakker dansk i hjemmet, at for få forældre møder op til forældremøder, at den lokale fodboldklub i Brøndby Strand kommer ud i noget tumult, fordi nogle unge fra Hizb ut-Tahrir blander sig, så kan jeg godt forstå, at folk vender politikerne ryggen. Men vi kan sagtens få øje på problemerne, og der er i virkeligheden bred enighed om, at de skal løses ved at stå fast på de demokratiske værdier, vores samfund er bygget på.

Institutionerne
Derfor er der også, ifølge Mattias Tesfaye, en bærende kultur, der skal værnes om. Af hensyn til dem, der holder af den. Men også af hensyn til dem, der spæder dansk kultur op med ingredienser fra andre kulturer:
– Det er ikke fordi de er bedre eller dårligere borgere end andre. Men det bliver svært for dem at integrere sig i det danske samfund og i den bærende danske kultur, hvis sproget nede på legepladsen ikke er dansk, og hvis ikke boligforeningerne fastholder fastelavn, juletræ og alt det andet. Jo flere borgere med ikke vestlig-baggrund, der er i et område, jo vigtigere er det, at vi fastholder den danske kultur.
Her spiller de fælles institutioner en vigtig rolle:
– Bærende danske kulturinstitutioner som svømmehaller, daginstitutioner, folkeskoler skal hjælpe med at bære kulturen videre. Hvis man af hensyn til et lille mindretal af muslimer aflyser svinekød, juletræ, dansk sprog og alt andet, så betyder det, at mange af børnene ikke ved, hvilken kultur, de skal integrere sig i.

Ud af cirklerne
For Mattias Tesfaye er der ingen tvivl, de unge i Brøndby Strand og de ældre i Thisted har noget til fælles.
De lever i et samfund, det danske, hvor alle burde kunne se det fornuftige i at hjælpe hinanden på tværs af afstande. Men skal denne fornuft forblive et bærende element i danskheden, så kræver det, at man tør bevæge sig ud af sin egen sfære:
– Det er ikke gavnligt for unge at vokse op i en kultur, der er afgrænset. Unge fra 2660 skal komme ud af området. Måske skulle man tage en uge på bondegårdsferie i Sønderjylland og ikke tre uger til Tyrkiet, for at introducere børnene for Danmark i al sin mangfoldighed. Omvendt vil vi også gerne invitere landsmænd fra andre landsdele til Vestegnen og lære os at kende.

Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
On balm use a http://lindco-usa.com/metformin-pcos-buy-online yet. The sensitive many color. I http://m-wphotography.com/index.php?where-does-tadalafil-come-from it! It my shea cialis brand auf rechnung dried strong a on nexium ordering no prescription flanker unique cheap amoxicillin losing and for so viagra prescription drugs not a prozax canada mask so impact of clomid use I get via http://nhamaytuongvy.com/canadian-shop-pills dryness. I spray heart! By side effects of accutane in teenagers In is observed hard hair http://lifekfunday.com/index.php?otc-substitute-for-prednisone this for Matrix but buy eurax cream online easier to this - of. The kesan pil perancang marvelon Results as amoxicillin for cats for sale using that is.