Døgnrapporten
Uddrag fra Københavns Vestegns Politi's døgnrapport for uge 15 og 16

Benzin stjålet fra personbil
GLOSTRUP.
Fredag den 14. april kl. 22.15 anmeldte en borger, at hans bil havde været parkeret på Sydvestvej i Glostrup siden mandag den 10. april, og at han netop havde konstateret, at en ukendt gerningsmand havde hakket hul i bilens benzintank og tømt tanken for benzin.

Mand kørte mod kørselsretningen
GLOSTRUP.
Lørdag den 15. april kl. 19.44 blev en politipatrulje opmærksom på en personbil på Hovedvejen i Glostrup, da de så vedkommende køre over i modsatte vejbane mod kørselsretningen for at dreje ind på en parkeringsplads længere fremme. Politiet kunne kort tid efter identificere føreren, der havde parkeret bilen og var gået ind på i det lokale spilleland. Føreren, en 29-årig mand, blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven, ligesom han blev sigtet for kørsel uden førerret, da det viste sig, at han tidligere har fået denne administrativt inddraget.

Indbrud i pelsforretning
GLOSTRUP.
Søndag den 16. april kl. 02.25 blev det anmeldt, at flere gerningsmænd var brudt ind i en pelsforretning på Smedeland i Glostrup. Gerningsmændene fik adgang til butikken ved at knuse en rude og stjal herefter mellem 150-200 pelse, inden de kørte væk fra stedet.

Bilbrand
BRØNDBY.
Mandag den 17. april kl. 01.19 blev en politipatrulje sendt til ud til en bilbrand på Højkær i Brøndby. Bilen var udbrændt, da politiet ankom til stedet, men brandvæsnet havde situationen under kontrol. Årsagen til branden efterforskes fortsat, og meget tyder på, at den angiveligt blev påsat.

Spirituskørsel
BRØNDBY.
Torsdag den 20. april kl. 07.42 blev en 61-årig fragtmand anholdt og sigtet for spirituskørsel, da en politipatrulje, efter en anmeldelse fra en borger, bragte ham til standsning på Kirkebjerg Søpark i Brøndby.

Tyveri fra cykel
BRØNDBY.
Torsdag den 20. april kl. 9.59 anmeldte en 27-årig borger, at hun havde fået stjålet sin cykelhjelm, som ellers havde været fastlåst til hendes cykel, der var parkeret på Albjergparken i Brøndby Strand. Låsen, som cykelhjelmen var låst fast med, var blevet klippet op af en ukendt gerningsmand.

Villaindbrud
GLOSTRUP.
Torsdag den 20. april kl. 11.24 kom en borger hjem til sin villa på Solvangsvej i Glostrup, hvor vedkommende hurtigt blev opmærksom på, at der havde været indbrud, da en rude i husets terrassedør var blevet knust med en sten. Gerningsmanden havde bl.a. stjålet en iPad og en computer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top