Fokus på sundhed
sundhedsdag-2.jpg
Der var snobrød og tomatsuppe i Rådhusparken. Foto: Peter Storm Hansen
GLOSTRUP. Lørdag dannede Biblioteket og Rådhusparken ramme om et velbesøgt arrangement med fokus på sundhed og friluftsliv

Glostrup Kommune satte igen i år fokus på sundhed og miljø under hyggelige og afslappede former, da man afholdt “Grøn Sundhedsdag” på Biblioteket og i Rådhusparken. Arrangørerne ønskede med “Grøn Sundhedsdag” at give inspiration til en sundere livsstil, kombineret med glæden ved at komme ud i naturen.
Arrangementet tiltrak mange Glostrup-borgere, og de blev blandt andet tilbudt ninjatræning i Rådhusparken, hvor børn og voksne kunne prøve kræfter med en omfattende forhindringsbane og klatre ti meter op i et af parkens træer. Desuden var parken ramme om ponyridning, udendørs fitness, stavgang og et par bålpladser, hvor der blev bagt snobrød og spist tomatsuppe.
På Biblioteket kunne de fremmødte få en nem og hurtig pejling på sundhedstilstanden gennem en række forskellige sundhedsmålinger. Personale fra Glostrup Apotek og kommunens Center for Sundhed og Velfærd foretog målinger af blandt andet blodtryk, lungefunktion og kondital. I børnebiblioteket sørgede Gerlev Legepark for at sætte pulsen i vejret hos børn og voksne med sjove lege-aktiviteter.
Grøn Sundhedsdag var arrangeret af Glostrup Bibliotek, Glostrup Apotek og kommunens Center for Sundhed og Velfærd, Center for Miljø og Teknik og Team Kultur og Idræt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top