Glostrup vraget til fjernbusterminal
BymidteGodslæsseplads.jpg
Godslæssepladsen skal ikke bruges som Københavns fremtidige fjernbusterminal. Foto: Jesper Ernst Henriksen
GLOSTRUP. Godslæssepladsen syd for stationen var i spil som Københavns fremtidige fjernbusterminal, men blev valgt fra. Det er borgmesteren glad for

Området syd for jernbanen, der tidligere har været brugt til at omlæsse gods, men snart er ledigt, er meget eftertragtet. I den store strategi for udvikling af bymidten, som Kommunalbestyrelsen vedtog i marts, er området et nøgleområde, hvor der skal være plads til 1.100 nye boliger.
Det er dog ikke kun Kommunalbestyrelsen, der har fået øje på det store område. Området er interessant på grund af sin placering tæt på en station, men stadig langt fra anden boligbebyggelse, som man skal tage hensyn til. Derfor var det udpeget som en af i alt otte mulige placering til en ny fjernbusterminal til Storkøbenhavn. Den endte dog med at blive fravalgt, så der nu kun er to muligheder tilbage.

Uholdbar situation
I øjeblikket stopper busserne til og fra København enten ved Valby Station eller i Ingerslevgade ved siden af Hovedbanegården. København har ikke som mange andre storbyer en egentlig fjernbusterminal, og de to nuværende placeringer er ikke optimale. Især på Ingerslevgade er der problemer mellem cykelister og busser. Derfor har Trafikstyrelsen lavet en undersøgelse af mulighederne for at bygge en decideret fjernbusterminal et sted i København. Her blev otte placeringer undersøgt, og Godslæssepladsen var en af de otte.
De otte blev vurderet ud fra forskellige parametre. Glostrup scorede ret dårligt i passagernes vurdering af placeringen. Hele 60 procent vurderede Glostrup Station som et uattraktivt sted til en fjernbusterminal, mens kun 17 procent vurderede placeringen som attraktiv. Det var klart dårligst af de undersøgte placeringer. Ifølge rapporten mener passagererne, at de bliver sat af alt for langt fra deres bestemmelsessted.
Derudover er der relativt langt fra motorvejen til placeringen, og det er ikke sikkert, at det vil kunne passes ind i kommunens planer for at udvikle området.
På den positive side talte, at området skal være et trafikalt knudepunkt med s-tog, letbane og formentlig regionaltog.

Tilfreds borgmester
Glostrup Station blev dog samlet set vraget. I stedet arbejder Trafikstyrelsen videre med to placeringer. Enten lige ved siden af Dybbelsbro Station, hvor der også er et ledigt tidligere sporareal, eller ved Ny Ellebjerg Station.
Glostrup Kommune var ikke blevet orienteret af Trafikstyrelsen om, at området var blevet undersøgt. Men borgmester John Engelhardt er lettet over, at området ikke skal bruges som fjernbusterminal.
– Det er vi ret glade for. Det vil være kedeligt, hvis det område bliver brugt til noget andet, end det vi har planer om, siger han.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top