Glostrups butikker havde besøg af LED-konsulenter
G.S.-Store5.jpg
Miljøstyrelsens LED konsulent var på besøg i Glostrup. Foto: Presse
GLOSTRUP. Der er penge og tid at spare ved at udskifte de klassiske elpærer med LED-belysning. Det så 40 butikker i Glostrup Kommune med egne øjne, da de havde besøg af Energistyrelsens LED-konsulenter

Lang levetid og en besparelse på elregningen. Det er svaret fra langt de fleste butiksejere, når man spørger dem, hvad, der er vigtigt, når de vælger lyskilder til deres butikker. Alligevel er der mange butiksejere, der endnu ikke har udskiftet deres belysning til LED. I en travl hverdag er udskiftning af lyskilder nemlig ikke altid førsteprioritet. Glostrup Kommune har derfor inviteret Energistyrelsens LED-konsulenter på butiksbesøg. LED-konsulenterne skal hjælpe butiksejerne med at tælle lyskilder og med et enkelt beregningsværktøj vise dem, hvor mange penge der potentielt er at spare ved at skifte til LED-pærer.
– Der er sket en rivende udvikling indenfor lyskilder de seneste år. Det gælder både i forhold til energieffektivitet og lyskvalitet. Mange af de bekymringer, vi kan have om for eksempel nye lyskilders lyskvalitet, er i dag rene fordomme. Derfor er Glostrup Kommune med i Energistyrelsens LED-kampagne. Vi håber at kunne hjælpe butikker i Glostrup med at spare både strøm og penge, udtaler formand for Miljø- og Teknikudvalget Flemming Ørhem (DF).
Energistyrelsens LED-konsulenter besøgte allerede i efteråret 2016 mere end 1.200 butikker i tyve kommuner i forbindelse med kampagnen Mindre strøm – mere bundlinje. Her viste det sig, at butikkerne i gennemsnit kunne spare 31.000 kroner over en periode på syv år, hvis de udskiftede deres almindelige lyskilder med LED.
De virksomheder, der ikke får besøg af LED-konsulenter, har selv mulighed for at udregne deres potentielle besparelse ved at skifte til LED. Find beregningsværktøjet på sparenergi.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top