Mand mistænkt for overgreb i Brøndby og Albertslund
BRØNDBY. I sidste uge kom det frem, at politiet mistænker en anholdt 46-årig mand for at have begået flere seksuelle krænkelser i blandt andet Brøndby

En 46-årig mand, som siden den 17. marts har siddet varetægtsfængslet mistænkt for overgreb mod børn, har under afhøring fortalt om en række øvrige overgreb.
I alt har Københavns Vestegns Politi på nuværende tidspunkt identificeret 24 børn, som kan have været udsat for seksuelt misbrug.
I de fleste af tilfældene, har der angiveligt været tale om blufærdighedskrænkelser eller anden kønslig omgang.

Institution og spejder
Overgrebene har angiveligt fundet sted både på mandens job i en daginstitution i Albertslund og i forbindelse med mandens frivillige arbejde i en spejdergruppe i Brøndby.
– Vi står med en meget alvorlig sag. Vi har derfor nedsat en gruppe af dedikerede efterforskere og nogle af Danmarks mest rutinerede videoafhørere, for at komme til bunds i dette sagskompleks. Samtidig er vi i et meget tæt samarbejde med de kommunale myndigheder, spejderne og Børnehus Hovedstadens psykologer, siger efterforskningslederen i sagen, politikommissær Ole Nielsen.
Overfor Folkebladet slår Ole Nielsen fast, at den største del af de 24 børn stammer fra institutionen i Albertslund, og at der er tale om både nuværende og tidligere børn i institutionen.

Møder med forældrene
Københavns Vestegns Politi har i samarbejde med kommunen og spejdergruppen afholdt en række orienteringsmøder for forældrene til de muligt misbrugte børn.
– Samtidig håber vi på forståelse for, at der er en række detaljer, vi ikke kan fortælle om offentligt, af hensyn til de muligt forurettede børn, ligesom der forsat er en del af forholdene, der er omfattet af de dobbeltlukkede døre fra sagens start. Men vi har håb om, at vi kan få denne sag fuldt afdækket, blandt andet fordi den sigtede har valgt at samarbejde med vores efterforskere, siger Ole Nielsen.
Til Folkebladet siger Ole Nielsen, at der i denne uge vil blive holdt møder med de berørte forældre i spejdergruppen i Brøndby.
Hvilken spejdergruppe, der er tale om, kan Ole Nielsen ikke udtale sig om på grund af navneforbuddet i sagen.
Ifølge Ole Nielsen har den 46-årige mand været spejderleder i Brøndby igennem en årrække.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top