Søndag 22. oktober 2017
Forårsmarkedet i Middelalderlandsbyen er en del af den nye Åben By-koncept i Brøndby. Foto: Middelalderlandsbyen
Nyt koncept skal åbne byen op
BRØNDBY. Nyt Åben By-koncept skal guide og motivere flere borgere til overraskende oplevelser og muligheden for at bruge og opleve Brøndby på nye måder
Skrevet af Heiner Lützen Ank - 25. april 2017, 08:24:09

Når der næste gang er forårsmarked i Middelalderlandsbyen eller Skovens Dag på Naturskolen vil informationsmaterialerne bære et nyt Åben By-logo. Samme logo vil også være at finde på alle legepladser i kommunens daginstitutioner i fremtiden.
Logoet skal nemlig vise, at her er der adgang til en god og gratis oplevelse.
Det gælder såvel konkrete arrangementer som adgangen til mødesteder og faciliteter som for eksempel alle institutionslegepladser, som efter planen fremover også skal være åbne udenfor åbningstid.
Udover at være vejviser er logoet tænkt som et symbol på en ny tankegang i Brøndby Kommune, hvor man ønsker at åbne byen op ved at udnytte potentialerne i kommunens fritidstilbud. De skal fremover være åbne og tilgængelige for alle borgere og dermed i højere grad blive en del at byens fritidsmuligheder. Det er særligt de mange læringsinstitutioner, der fremover ikke blot skal tage imod skolebørn men alle byens borgere.

Lukket bliver til åbent
– Vi har så mange fantastiske institutioner, hvor skoleelever gennemgår læringsforløb i og udenfor skoletid. Dyregården er for eksempel et fritidstilbud for skoleelever. Men hvorfor ikke invitere alle familier til at klappe kælegrise, skægagamer eller fugleedderkopper i weekenden? Og hvorfor ikke opfordre til at spise en medbragt picnic­kurv i Middelalderlandsbyen omgivet af gadekær, kirke og landsbyhuse? Og hvorfor ikke åbne for adgang til alle legepladserne i vores daginstitutioner udenfor åbningstid og opfordre borgerne til at benytte dem?, siger Helge Skramsø, direktør i Børne-, Kultur- og Idrætsforvaltningen i Brøndby Kommune.
Flere oplevelser er dog ikke nødvendigvis lig flere faciliteter fortæller Helge Skramsø:
– Åben By er startskuddet til, at vi som kommune bliver bedre til at bruge vores eksisterende institutioner og friluftsfaciliteter i byens rum og grønne områder, så de kommer flere borgere til gode. Det vil vi gøre ved at lave flere Åben By-arrangementer. Men også ved blot at inspirere til hvordan man selv kan bruge kommunens mødesteder og faciliteter udenfor åbningstid. Vi skal simpelthen både ruste os selv til at invitere flere borgere indenfor, men også ruste borgerne til at bruge byens tilbud. Særligt de mange borgere, der er uvant med at benytte kommunens tilbud. En helt særlig kvalitet ved vores kultur- og fritidsliv er jo netop ambitionen om, at alle skal inddrages. Men det bliver de jo kun, hvis vi bliver bedre til at inspirere dem til at bruge byens tilbud.

Borgere skal være med
Skal det nye initiativ blive en succes, skal borgerne være med på idéen, siger Helge Skramsø:
– Hensigten med Åben By er også at involvere borgerne i udviklingen af vores kultur- og fritidsliv, så vi i fællesskab kan levere nye og overraskende oplevelser, ved at stimulere og udfordre hinanden. For os handler det ikke isoleret om flere oplevelser, men om at udvikle fællesskabet og give grobund for en livslang læring.

Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER