Søndag 22. oktober 2017
Brøndbyspillerne takkede for opbakningen. Foto: Heiner Lützen Ank
Brøndby slutter god sæson
SPORT. Søndag var sidste kamp i sæsonen for Brøndby IF, der slutter med sølvmedaljer i pokalturneringen og Superligaen
Skrevet af Jesper Ernst Henriksen - 30. maj 2017, 08:59:38

Søndag var der gult stadion på Brøndby Stadion, hvor Brøndby IF opfordrede fans til at komme i gult tøj. Det er efterhånden en fast tradition til sæsonens sidste hjemmekamp. Der var ikke noget på spil for hverken Brøndby eller gæsterne fra FC Nordsjælland, hvilket stemningen på stadion bar en del præg af.

Fire gange farvel
Kampen blev i stedet brugt til at tage afsked med fire store Brøndbyspillere.
Rodolph Austin, Lebogang Phiri og Frederik Holst har ikke forlænget deres kontrakter med Brøndby. Især Frederik Holst, der kom til Brøndby som ungdomsspiller, var meget påvirket, da han var nede og sige farvel til Sydsiden.
Derudover stoppede Thomas Kahlenberg karrieren. Han har været skadet det meste af sæsonen, men fik lidt over en halvleg på banen, inden han i starten af anden halvleg blev udskiftet til massive klapsalver fra Brøndby Stadion. Han startede karrieren i Brøndby og kom efter et udlandsophold tilbage til Vestegnen i 2013.

Sølvmedaljer
Det blev til to gange sølvmedaljer for Brøndby IF i denne sæson, i torsdags tabte Brøndby pokalfinalen til FCK i Telia Parken, mens klubben for længst havde sikret sig sølvmedaljer. Det var bedre, end de fleste havde forventet med en ny træner og en del udskiftninger i truppen.
Truppen takkede af for sæsonen med et stort banner med teksten ”Sølv på banen, guld på tribunen. Tak for opbakningen”.
Opbakningen har da også været fin i denne sæson. Brøndby IF har sammen med AGF været de eneste to klubber, der har haft fremgang i tilskuertallet på hjemmebane. I alt 230.250 tilskuere lagde vejen forbi Brøndby Stadion i Superligaen i denne sæson, skriver Superstats.dk. I sidste sæson var det kun 217.298, hvilket dog var med en hjemmekamp mindre.

Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER