Mandag 23. oktober 2017
Dorthe og Tommy Havdrup stopper med at drive danskeskole, da bygningen, de har holdt til i, skal rives ned. Foto: Heiner Lützen Ank
Den sidste dans
VALLENSBÆK. Efter 33 år er det slut for Dorthe og Tommy Havdrup. Den 1. juli lukker de deres danseskole, fordi bygningen, hvor skolen holder til, skal rives ned
Skrevet af Heiner Lützen Ank - 30. maj 2017, 08:04:22

Står man udenfor Dorthe og Tommy Havdrups hus på den stille villavej i Vallensbæk, er det første man får øje på en hvid skulptur, der ligner et dansende par. Naturligvis.
Sætter man sig i de tunge og behagelige lædermøbler i stuen og drikker kaffe, falder ens blik automatisk på de dansende porcelænsfigurer i bogreolen. Naturligvis.
For de seneste 33 år har alt i dette hjem; arbejde, fritid, børnefødselsdage og ferier handlet om dans. Naturligvis.
Det kan ikke være anderledes, når man som Dorthe og Tommy Havdrup har drevet privat danseskole i en generation.
Men når de sidste trin i denne sæson med udgangen af juni er taget, takker Dorthe og Tommy Havdrup af.
For lokalerne i Albertslund Centrum, hvorfra Vallensbækparret har drevet deres danseskole, skal nemlig rives ned:
– Vi læste i Albertslund Posten, at bygningen skulle rives ned, og dermed også de lokaler, vi har lejet. Vi fik tilbud om at leje nogle andre lokaler, men de var ikke brugbare, så det takkede vi nej til.
At Albertslund Kommune dermed mistede en væsentlig aktør, var man ikke glad for. Derfor undersøgte kommunen muligheden for at parret kunne leje nogle lokaler et andet sted. Men det var reelt set ikke en mulighed, fortæller Tommy Havdrup:
– Borgmesteren gik ind i sagen, og der blev faktisk fundet nogle lokaler, som kunne bruges. Men det ville kræve, at danseskolen blev lavet om til en forening, og det går ikke, taget den kamp, jeg har kæmpet i 24 år, i betragtning. Så det blev heller ikke til noget.

Ingen vej udenom
Den kamp, Tommy Havdrup refererer til, er vigtig at have med for at forstå parrets beslutning om at stille danseskoene på hylden.
For samtidig med at Tommy Havdrup har drevet danseskole sammen med sin kone, har han igennem De Danske Danseskoler ført en indædt kamp for at åbne politikerens øjne for det, han opfatter som unfair konkurrence:
– Igennem Folkeoplysningsloven giver kommunerne tilskud til foreninger, der arrangerer dans. Et tilskud, vi som private danseskoler ikke får, hvorfor det naturligvis bliver dyrere at gå til dans på en danseskole end i en forening.
Noget almindelige mennesker ikke tænker på, når de skal vælge mellem de forskellige tilbud:
-Naturligvis tænker fru Hansen ikke på det, når hun skal gå til dans eller skal sende sit barn af sted. Hun kigger på forskellen i pris. Men det er altså ikke fair konkurrence.
Men selvom Tommy Havdrup har kæmpet, så har der ingen politisk vilje været til at se på denne del af lovgivningen:
– Vi har været oppe imod meget stærke kræfter, der har et andet syn på det. Men jeg er sikker på, at dette har været medvirkende årsag til, at antallet af danseskoler er faldet drastisk.
Så derfor, også selvom det var i bedste hensigt af borgmesteren, var det umuligt for Tommy Havdrup at omdanne danseskolen til en forening for at redde den:
– Hvad ville alle de andre ikke sige til det. Det er jo det, jeg har kæmpet imod i alle disse år, så det var reelt set ikke et valg.

Endte med en skole
Dorthe Havdrup er uddannet tandlæge og Tommy Havdrup er lærer.
Begge har de danset hele livet, dog ikke så meget i 70’erne, hvor parrets tre børn er født.
Men i 1982 fik dansen atter masser af plads, og i tre år i streg vandt de DM i standarddanse, hvorefter de i 1984 overtog danseskolen.
De første par år var Tommy Havdrup samtidig lærer på Pilehaveskolen, men sagde sin stilling op for at drive danseskole på fuldtid.
Da børnene var små, havde Dorthe Havdrup samtidig sin egen tandlægeklinik derhjemme. Men da børnene blev større, blev klinikken lukket, og også hun kastede alle kræfterne ind i det fælles projekt.
– Det har været fantastisk. Vi har haft så mange gode oplevelser, og det har været skønt at få lov til at lege alle disse år. Jeg har ofte tænkt, at vi har været heldige, siger Dorthe Havdrup. Ikke fordi hun skal sige det. Men fordi man fornemmer, at dansen giver præcis så meget energi og glæde, som hun påstår.

Gør godt
Ved siden af dansen, tandlægeklinikken og børnene, har Dorthe Havdrup også studeret forskellige former for sundhed, og hun er sikker på, at dansen kan noget ganske særlig:
– Man bliver simpelthen glad i låget af at danse. Det er generelt sundt at bevæge sig, og når man så gør det til musik, så er det ekstra godt. Dans og musik frigør hormoner, og det kan man i den grad mærke.
– Derfor kan man også, siger hun, mærke, at der sker noget i løbet af en træningstime:
– Folk går simpelthen glade fra dans, og det er dejligt at opleve.
Og så er det en fritidsinteresse, man kan dyrke som par:
– Det er også en fordel, at man kan være sammen som par. I andre sammenhænge er det ofte sådan,at det er manden eller konen, der går til noget. Men her kan man være sammen.

Det slutter med et bal
Igennem årene har Dorthe og Tommy Havdrup været i kontakt med tusindvis af mennesker, og listen af genrer, de selv eller deres instruktører har undervist i, omhandler alt fra vals over lanciers til hip hop.
Ligeledes har de undervist helt små børn, dansere der har deltaget i DM, EM og VM og voksne, der bare aldrig kom i gang med at lære nogle trin.
Selvom der således har været mange og forskellige oplevelser, og Dorthe Havdrup har svært ved at pege en enkel oplevelse ud som særlig fantastisk, er hun ikke i tvivl om, at det årlige afdansningsbal, er noget særligt:
– Jeg har altid glædet mig til afdansningsballet. De forskellige danse, kostumer og formationer. Det har være et højdepunkt.

Tidligere elev tager over
Når dansen på denne måde har fyldt alt i ægteparrets liv, har det naturligt smittet af på de tre børn. De har på forskellig vis alle været involveret i danseskolen, også som undervisere.
Alligevel er der ingen af børnene, der skal drive danseskolen videre, fortæller Tommy Havdrup:
– Det kan ikke lade sig gøre. De har alle deres arbejde, og det ville kræve, at både de og deres familier investerede al deres tid i det, og det har de ikke lyst til.
I stedet har Dorthe og Tommy Havdrup solgt danseskolen til en tidligere elev, Michelle Falk Knudsen, der begyndte på danseskole som tre-årig og som igennem en årrække har undervist på skolen:
– Vi er glade for, at Michelle fører danseskolen videre. Det er usikkert, hvor længe hun kan blive i lokalerne, og hvad der skal efterfølgende skal ske. Men hun kender skolen og mange af eleverne, så det er godt, hun fortsætter med danseskolen.
Dermed er vi fremme ved, at det farvel, som Dorthe og Tommy Havdrup tager med danseskolen den 1. juli, faktisk ikke er et definitivt farvel:
– Sagen er, at vi skal undervise et par hold, hvor vi lejer os ind i lokalerne, og så er vi blevet lejet til at undervise et par hold mere. Det samme er vores døtre, så det er en glidnede afsked. Og samtidig er vi glade for, at vi på denne måde kan støtte og hjælpe Michelle.

Gerne to år mere
Tommy Havdrup har hentet et foto fra dengang parret var helt unge, eller smukke, som han siger.
Billedet er i sort-hvidt og er fra da parret dansede ud i danseskoleverden.
Siden har de lært børn og voksne, unge og gamle, tykke og tynde forskellige dansetrin, og hele vejen igennem har det været en fest, som Dorthe Havdrup flere gange understreger.
– Vi ville da gerne have fortsat i et par år mere, så vi kunne fejre 35 års jubilæum, siger Tommy Havdrup.
– Men sådan skulle det ikke være. Det er da lidt ærgerligt. Men lige nu tænker vi nok ikke så meget på det, for vi forbereder os til det EM, hvor vi har nogle dansere med. På lidt længere sigt er fordelen den, at vi kan holde ferie, hvornår vi vil. Det bliver jo helt dejligt.

Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER