Emma har fokus på tiden
6-1.jpg
Emma Christensen hjælper med at lave testamenter, og man kan forvente hjælp inden for et døgn. Foto: Heiner Lützen Ank
VALLENSBÆK. For et år siden sagde Emma Novak Christensen sit job op for at få mere tid til familien. Det blev samtidig begyndelsen på et lokalt erhvervseventyr

Man skal naturligvis komme til den aftalte tid. Hver gang.
I nogle tilfælde fornemmer man dog, at det er særlig vigtigt.
Sådan er det med Emma Novak Christensen. For tiden er ikke blot vigtig i forhold til det valg, hun traf for et år siden, nemlig at sige sit job op for at finde en bedre tidsbalance i forholdet mellem arbejde og familie.
Tiden er også blevet en afgørende faktor i den virksomhed, Emma Novak Christensen efterfølgende startede op, og som nu består af fire fuldtidsansatte jurister og 11 jurastuderende.
For samtidig med at den jurastuderende Emma Novak Christensen begyndte på sit nye liv, åbnede hun en side på nettet, familietestamente.dk, hvor hun tilbyder hjælp til mennesker, der er i tvivl om arvespørgsmål.
– Det startede i grunden som en hobby, mens jeg gik herhjemme med Fiona. Men det viste sig hurtigt, at det er et emne, mange har talt om, men ikke rigtig gjort noget ved.

Det skal gå hurtigt
Den overraskende succes førte til, at Emma Novak Christensen måtte tænke sin forretningsmodel igennem, og det stod hurtigt klart, at hun ville fokusere på nogle bestemte ting.
Nemlig at rådgivningen skal foregå via telefonen eller nettet, og at dem, der søger rådgivning, skal have hurtig hjælp.
Således blev det allerede fra begyndelsen et ufravigeligt princip, at der højest må gå 24 timer fra, man har henvendt sig til familietestamente.dk til man har et udkast til et testamente.
En pointe, der blev tydelig, efter at Emma Novak Christensen havde haft kontakt til en af sine første kunder:
– Jeg havde ikke fået betalingen. Så jeg ringede for for at høre, hvad der var galt. Kvinden fortalte, at efter jeg havde sendt testamentet, så havde hun og hendes mand fået det underskrevet hos notaren med det samme. Og ud af det blå var manden død to dage senere. Det blev for mig en reminder om, at det kan være vigtigt, at det går hurtigt, siger Emma Novak Christensen, men understreger samtidig, at det, hun sender efter 24 timer, er et udkast, der eventuelt skal rettes til. Ligesom et testamente skal underskrives af en notar, hvis det skal være gyldigt.

Godt at få styr på det
Emma Novak Christensens virksomhed hjælper med alle emner inden for arvelovgivningen, og det er vigtigt, at man tænker igennem, hvem man vil betænke i et testamente:
– Det er afgørende, at man forholder sig til, hvem der skal arve efter en. Noget mange ikke tænker så meget over. Måske er det fordi, mennesker i mange tilfælde er bange for at forholde sig til, at de engang skal dø.
Naturligvis er Emma Novak Christensens rådgivning ikke gratis, og naturligvis skal der penge i kassen, når idéen har udviklet sig fra en idé hjemme ved spisebordet til en virksomhed med kontorlokaler, ansatte og personalepolitik.
Alligevel er det stadig en mission for Emma Novak Christensen at hjælpe så mange som muligt:
– Jeg synes, det er et vigtigt emne for alle. Så vi forsøger at være på et prisniveau, hvor alle kan være med. Det skal i hvert fald ikke være det, der holder nogen tilbage.

Der skal være tid
At Emma Novak Christensen et år efter at have sagt sit job op nu kan kalde sig direktør, er på én og samme tid skræmmende og naturligt:
– Jeg har altid haft et job. Så det var da lidt angstprovokerende at stoppe, men det var det rigtige at gøre, og da først idéen var født, har jeg fået masser af hjælp af min kæreste, der selv har startet flere virksomheder op.
Og selvom virksomheden altså har oplevet en eksplosiv udvikling, så er det oprindelig mål, mere fleksibel tid til familien, stadig intakt:
– De ansatte kan klare arbejdet, hvis min datter bliver syg, og om få uger skal jeg føde igen, så der kommer de også til at klare sig selv.
Kort pause.
– Men de ved, de kan altid kan ringe eller skrive, så skal jeg nok svare så hurtigt som muligt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top